I dette interview inviteres du med bag kulisserne hos en af Danmarks mest markante historiefortællere, Tom Buk-Swienty. Vi dykker ned i, hvordan hans fascination af detaljer – fra krigens frontlinjer til menneskers stille hverdagsvalg – har formet værker som 1864 og Safari fra Helvede. Vi taler om, hvad der driver ønsket om at skabe levende historie, hvilke udfordringer der ligger i at forvandle arkivalier til stor fortælling, og hvorfor fortiden stadig rummer kraft til at rykke ved os i dag.
Læs med og få et indblik i skriveprocessen, nysgerrigheden på det oversete og glæden ved at lade historien komme til live.
Bogen bygger på en lang række unikke vidnesbyrd. Hvordan har det påvirket dig at arbejde med så stærke og personlige beretninger?
Det er med stor ydmyghed og ærefrygt, at jeg har arbejdet med materialet. En del af det har jeg fået stillet til rådighed af hovedpersonernes efterkommere, og der er til dels tale om originale dokumenter – breve, dagbøger, notater, afrapporteringer – der er blevet skrevet på stedet, det vil sige i Berlin, mens bomberne faldt, eller mens russerne var på vej ind i byen under voldsomme kampe og bombardementer. Når man har sådanne vidnesbyrd mellem hænderne, forstår man for alvor, at der ikke er noget abstrakt over historien. Det hele bliver særdeles nærværende, og man får en enorm empati og respekt for dem, der måtte gennemleve alle disse grusomheder, og som vores danske hovedpersoners jo gjorde det frivilligt. De så et større kald med deres tilstedeværelse. Journalisterne ønskede at dokumentere tyrannens fald til skræk og advarsel, og diplomaterne så det som deres pligt at hjælpe danske statsborgere i nød. Der opholdt sig stadig omkring 500 danskere i byen, da russerne kom.
Når du selv træder ind i en fysisk boghandel, hvad lægger du så mærke til? Er der noget særligt ved boghandlen som sted, som du holder af?
Det kan siges ganske kort: Bøger, bøger og bøger. Det er, hvad jeg allerhelst ser i en boghandel. Min kone er hollænder, og jeg opholder mig halvdelen af tiden i Haag, hvor hun bor. Holland er det land i verden med den største koncentration af boghandlere. Det vrimler simpelthen med dem, og de er bugnende fulde af bøger, hylde efter hylde. Jeg kom engang for vare at gå ind i en boghandler for at spørge, om de havde en pen, jeg kunne købe. De gloede på mig, som kom jeg fra Mars. For selvfølgelig kunne jeg ikke det. Jeg befandt mig jo i en boghandel!
Du tager os med til et sønderbombet Berlin i krigens allersidste måneder. Hvordan adskiller Russerne kommer sig fra Berlin brænder?
Russerne kommer fortsætter, hvor Berlin brænder slap. Berlin brænder slutter årets sidste uge i 1944, mens vi i Russerne kommer begynder i januar 1945 og følger de dramatiske og voldsomme begivenheder frem til Berlins fald fem måneder senere fortalt igennem den samme håndfuld hovedpersoner, som vi lærte at kende i Berlin brænder.
Du skriver medrivende, næsten som i en roman, men med historisk præcision. Hvilket ansvar føler du som historiefortæller, når du arbejder med virkelige menneskers oplevelser fra krig og kaos?
Min fornemste opgave som dokumentarist og storyteller er at være så tro, som det overhovedet er mig menneskeligt muligt mod hovedpersonerne og deres oplevelser. Derfor har jeg også brugt mange år på min research og har i en stor del af tiden haft en ung historiker ansat til at hjælpe mig med at vende alle stenene – og simpelthen gennemtrævle offentlige og private arkiver. Jeg har arbejdet tæt sammen med hovedpersonernes efterkommere, der har været med til at sikre, at jeg har fået tegnet et så præcist et portræt af deres slægtninge, som muligt.
Vi nærmer os julen, som jo også er en tid, hvor mange dykker ned i bøger. Hvad betyder julen for dig – og har du nogle særlige læsetraditioner i december?
Lad mig sige det sådan: For mig er det juleaften hver dag – hvad angår bøger.
De fire danske hovedpersoner oplever krigens gru helt tæt på. Hvad overraskede dig mest i deres fortællinger – og hvad gjorde størst indtryk på dig personligt?
Deres enorme overlevelsesvilje og evne til at holde modet oppe hos hinanden, mens det i den grad brændte på omkring dem, og de befandt sig i den yderste livsfare, er dybt inspirerende og forbilledlig. Det har gjort stort indtryk på mig, at de evnede at modstå så voldsomme psykiske og fysiske belastninger – og at de alle evnede at leve et virksomt liv bagefter til trods for, at de alle fik ar på sjælen, og for resten af deres dage var dybt præget af oplevelserne i Berlin.
Hvis man lægger Russerne kommer under juletræet, hvad håber du så, at læseren tager med sig efter endt læsning?
Jeg håber naturligvis, at læseren får en stor oplevelse og at denne – hvor grusomt det end til tider vil være – vil have det, som om hun eller han selv befinder sig i Berlin året 1945. Jeg gør mig efterhånden ingen illusioner længere om, at vi er i stand til lære af historien, for vi bliver jo som art ved og ved med at føre disse ufatteligt destruktive krige, selvom vi jo udmærket ved, at enhver krig trækker en flodbølge af smerte og sorg med sig – og gør det i generationer. Men mine bøger om Berlin kan måske i det mindste minde os om, hvor galt det kan gå, hvis ikke vi værner om demokratiet og med alt, hvad vi har i os, står op imod storhedsvanvittige mænds fantasier om uindskrænket magt og ekspansion.
