Røde Port er din første bog. Du debuterer som 49-årig. Hvordan kom du i gang med at skrive?

Jeg har skrevet, siden jeg var helt ung, og interessen for skriften fik mig til at søge ind på retorikstudiet. I mange år arbejdede jeg som kommunikationskonsulent, men for fem år siden var jeg klar over, at jeg skulle en anden vej, men vidste ikke hvilken.

På et tidspunkt spurgte min kæreste, hvad jeg ville, hvis jeg helt selv kunne bestemme, og en stemme fra noget underbevidst brød igennem og svarede meget klart og uden tøven: Jeg ville skrive en bog.

Jeg blev selv lidt overrasket, men samtidig føltes det meget rigtigt. Kort efter sagde jeg mit faste job op for at prøve. Og hurtigt stod det klart, at det på flere måder var en vej til at komme hjem.

Hvad er Røde Port for en bog? 

Røde Port er en episk roman, hvor brikkerne til, hvad der skete den sidste sommer i et fritidskollektiv på Langeland, langsomt lægges. Fra skiftende synsvinkler konfronterer de tre voksne venner Aske, Gry og Mona en barndomssommer i firserne, hvor verden var i opbrud, og de voksne på Røde Port drømte stort og festede sent, mens børneflokken drev igennem varme, døsigе dage og utrygge nætter.

Det er en fortælling om børn, der bliver tidligt voksne, og voksne, der ikke kan slippe fri af barndommen. Og om de livslange venskabers betydning.

Røde Port er på flere plan en kollektivroman. Hvilke tanker har du gjort dig om det?

Man kan læse bogen som en form for kollektivroman, hvor fritidskollektivet Røde Port er hovedkarakteren, og de tre børn, Aske, Gry og Mona, er prismerne, vi ser og forstår tiden og miljøet igennem, relationerne og dynamikkerne.

Det flimrende galleri af voksne i fritidskollektivet afspejler opvæksten i et miljø, hvor mange voksenskikkelser trådte ind og ud af børnenes liv. Og Røde Ports udvikling den sommer i midtfirserne, hvor historien udspiller sig, bliver på en måde også en spejling af en tid og en samfundsudvikling, hvor de store drømme tonede ud, og værdierne ændrede sig.

Røde Port er samtidig en udviklingsroman, en mere universel fortælling om børneliv, som udspiller sig usynligt for de voksnes verden. Og hvordan barndommen trækker med ind i voksenlivet, hvor de tre venner forsøger at komme videre fra de ”kriser”, de står i.

Hvad kan vi lære af den kollektive måde at leve på i dag – på godt og ondt? 

For børnene på Røde Port er dagene både fulde af eventyr, poesi og frihed, men også af noget uforudsigeligt og utrygt, et grænseløst voksenfællesskab. I dag lever mange i mere faste former og forpligtelser og efter helt andre værdisæt end dengang. Og det tror jeg, mange børn trives bedre med, hverdag og rutiner.

Men i det mere regelrette liv er der måske ikke så meget plads til det impulsive, fællesskaberne og til dem, der har det svært eller stikker ud fra normen. Eller dem, der bare ikke lige er i kernefamiliernes midte.

På godt og ondt følger vi også vores børn meget tættere i dag og baner i langt højere grad vejen for dem. Men for mange af os sker det måske på bekostning af et engagement i den verden, der på alle mulige niveauer bryder sammen omkring os.

Og samtidig har mange (både børn og voksne) svært ved at finde meningen med det hele. Mens jeg har skrevet på Røde Port, har jeg tænkt en del på, at vi, som tiden er nu, måske mangler drømmene. Heldigvis har det jo længe spiret i de generationer, der kommer efter min egen.

Hippiebevægelsens børn er de seneste år blevet skildret i bl.a. dokumentarfilm, artikler og bøger. Nogle er meget kritiske og kredser om selvrealiseringens pris for børnene, mens andre i højere grad idealiserer den frie livsform. Hvor på skalaen vil du placere Røde Port?

Røde Port foregår på kanten af den tid og det miljø, der karakterises som hippiebevægelsens. Vi er rykket ind i firserne og er på den politiske fløj af ungdomsoprøret. Den kolde krig lakker mod enden, verden er i opløsning, og de lange lokker falder også i fritidskollektivet Røde Port.

Romanen lægger sig derfor et lidt andet sted end mange af de andre skildringer af barndommen i det miljø. Det har været vigtigt for mig at skrive både lyset og mørket frem, at historien rummer begge dele. Jeg har i den forbindelse været meget optaget af perspektiver og erindring: hvordan husker vi, hvad husker vi som godt, hvilke historier fortæller vi os selv og hinanden – og på tværs af generationer.

Hvilke temaer har du gerne villet belyse i romanen?

Først og fremmest har jeg villet fortælle en god historie i et univers, man har lyst til at læne sig ind i. Jeg har forsøgt at tegne et portræt af en tid og et miljø set fra indersiden af tre forskellige børn, og jeg har både villet vise det eventyrlige og frie og det mørke og grænseløse, de navigerer i. Børnesynet, frisindet, det eksperimenterende og politisk engagerede miljø og børnenes længsel efter fraværende voksenskikkelser.

Og samtidig har jeg arbejdet med at tegne et billede af en tid i opbrud. Af mennesker i opbrud. For mig er det altså en bog om opvækst, tilhørsforhold og identitet, om børnefællesskabernes kraft og de lange venskabers betydning.

Den kredser også om druk, tab og længsel. Om spøgelser, skam og forsoning. Og om erindringen og tidens destabiliserende forskydninger og skabelse af fiktioner. (Interview fortsættes længere nede.)