Hvad ville du gøre, hvis din nabo bar på en mørk hemmelighed? Kontur har talt med Louise Urth Olsen om debutromanen Alle de løgne. Om det anonyme brev, der sår tvivl på villavejen, om moral og loyalitet – og om de løgne, vi fortæller både hinanden og os selv.
Din debutroman hedder Alle de løgne. Hvad fik dig i gang med at skrive den og hvad var ideen bag romanen?
For mange år siden hørte jeg om en flok mennesker i den virkelige verden der havde fået et brev om at deres nabo havde begået en voldsom forbrydelse. Jeg synes det var en vild situation; tænk at få et brev med så ubehagelig info om ens nabo – og så anonymt.
Historien lå længe og rumlede i mig inden jeg for en hel del år siden begyndte på det manus der nu er blevet til Alle de løgne. Det har aldrig været selve forbrydelsen der var det interessante for mig – det var det dilemma helt almindelige mennesker kan stå i når de pludselig får den her slags viden om et menneske i deres nærhed. Det er dét jeg har prøvet at sætte mig ind i og beskrive ud fra flere forskellige menneskers udgangspunkter.
Titlen på din bog Alle de løgne – fortæl om, hvorfor valget netop faldt på dén titel?
Det var faktisk min redaktør der kom med den. Jeg kan godt lide titler der først afslører sig undervejs i en fortælling, og det gør den her; den er en del af en sætning der optræder i bogen.
Og jeg var sikker på det skulle være den med det samme, den er helt rigtig – for karaktererne ruger alle over løgne og fortielser, de har alle noget de lyver om – måske endda over for sig selv.
Og så er der noget inciterende ved løgne; jeg tror langt de fleste mennesker gerne vil afdække en løgn når de opdager at den findes.
I løbet af de første sider lander et anonymt brev i postkasserne blandt beboerne på en villavej og brevet mere end antyder, at den sympatiske nabo og unge far Jeppe har begået en voldsom forbrydelse. Fortæl om, hvorfor du har valgt at udfolde dilemmaet igennem personerne Nønne, Ellen, Erling, Jens og Carl, Emma & Sigurd, Jeppe og Carmens moralske kompas i din roman?
Jeg vidste fra starten at jeg ville skrive en kollektivroman – den form gav mig muligheden for at anskue dilemmaet fra flere vinkler. Jeg syntes det var spændende at arbejde med karakterer der ikke ligner hinanden, og jeg ville gerne udfordre mig selv på dén måde: Hvordan vil en ældre mand der helst vil holde sig for sig selv, reagere? Eller den ældre kvinde som risikerer at miste noget dyrebart, hvad gør hun?
Jeg kunne let komme til at tage udgangspunkt i for eksempel min egen moral her, frygtede jeg, så det var et benspænd jeg gav mig selv for bedre at kunne udfolde romanens tema: Hvad ville du gøre hvis du fik den her slags belastende viden om din nabo?
Er der noget i romanen du kan genkende eller har erfaringer med fra dit eget liv?
Jeg har hele mit liv været meget optaget af at være et moralsk menneske, og først som voksen er jeg begyndt at udfordre det: Måske kan man ikke altid gøre det man synes er det moralsk rigtige, selvom man gerne vil – fordi man ikke har evnen, muligheden eller modet. Og det er måske også okay.
Romanen er derfor også blevet en afsøgning af det forhold, undervejs har jeg flere gange tænkt: Men hvad nu hvis de af en eller anden grund ikke kan gøre ”det rigtige”, hvad så? Gør det dem til mindre ordentlige mennesker for eksempel? Eller har de i virkeligheden ikke et ønske om at være et ordentligt menneske lige her, er der noget der er vigtigere for dem, et egoistisk behov for eksempel? (interview fortsættes længere nede)
"Citat: Louise Urth Olsen
"
Hvilke tematikker findes i ’Alle de løgne’?
Ud over den store historie: Hvordan ville du agere hvis du fik ubehagelig viden om en af dine naboer?, så er der i de enkelte huse andre temaer som: Hvordan kan man holde sammen på familien, i parforholdet når der opstår en krise, når man har små børn, når man mister lysten til hinanden? Hvis man altså kan og vil holde sammen på det.
Jeg skriver også om tab, sorg og utroskab – hvad gør det ved os når vi gennemlever kriser som dem, hvad tager vi med os videre, hvad efterlader vi? Der ligger mange historier gemt i følelser, især de store og voldsomme, så dem har jeg brugt som afsæt for de mindre fortællinger, dem der udspiller sig i de enkelte huse på villavejen i romanen.
Flere af beboerne på villavejen bliver mistroiske over for den nye viden og mens alle forholder sig til den ubehagelige mistro, ”slår hemmelige forelskelser, fortidens synder og valg sprækker i familierne” som der står på omslaget. Hvad er det brevet sætter spørgsmålstegn ved hos romanens karakterer?
Historier om deres privatliv, inderste tanker og fortiden dukker op og deres utilstrækkelighed og blinde vinkler bliver tydelige. Hvad er det ved de løgne, vi fortæller hinanden og os selv, der fascinerer dig?
Jeg synes løgne er interessante fordi de former den virkelighed vi lever i – og der er altid, tror jeg, en grund til at vi vælger den version af sandheden og løgnen som vi gør.
Og der er noget fascinerende i at vi indimellem vælger at være en løgner frem for at tage konsekvensen og fortælle sandheden – hvorfor kan vi bedre leve med dét? Er det fordi vi vil beskytte os selv eller nogle andre for eksempel?
I Alle de løgne vælger flere af personerne at gå med en version af virkeligheden som føles nemmere at bære end den ”sande” version, og det er der noget spændende ved, synes jeg. Hvorfor vælger vi for eksempel også indimellem ikke at bede om sandheden, men lade den ligge for i stedet at flette en historie sammen som måske, måske ikke har meget lidt tilfælles med virkeligheden?
Én ting er at vi ikke fortæller sandheden, noget andet er ikke at ville kende den.
Hvordan har din skriveproces været i arbejdet med romanen?
Lang! Jeg har skrevet on og off på manus i syv-otte år, og nogle år skrev jeg ikke et ord. Jeg synes det var en meget svær historie at få ned på papir.
Heldigvis har jeg en utroligt dygtig skrivegruppe, og uden den var jeg aldrig blevet færdig.
De har heppet og været et anker, for så skrev jeg jo til nogle, og det har holdt mig fast. De troede også på romanen fra allerførste side, så jeg syntes også jeg skyldte dem at få den skrevet færdig 😊
Processen har altså været noget bumlet – det sidste års tid har jeg dog skrevet mere konstant. Jeg arbejder som freelanceoversætter, -korrekturlæser og -redaktør, og der kommer hele tiden fakturerbart arbejde som overhaler en indenom, men jeg har taget uger ud af kalenderen, hvor jeg er draget i skriveeksil og har skrevet igennem.
På et eller andet tidspunkt tænkte jeg at nu var den så tæt på at være en roman, at der ikke var nogen vej tilbage – jeg havde fået greb om både plot og karakterer, så det gav sig selv at jeg var nødt til at skrive til ende. ▪️
