I samtalen med Anders Ibsen træder vi ind i en verden af ord og billeder, hvor fortællingernes kraft får lov at folde sig ud. Anders deler sine tanker om at finde stemmen i det skrevne ord, om det øjeblik hvor idéen bliver tekst – og videre til læserens oplevelse. Vi taler om inspirationen bag, det nære som det store, og om hvorfor det for ham handler om at tænde en dialog snarere end at give svar.
Læs med og få et indblik i skriveprocessen, det ærlige håndværk – og glæden ved at lade teksten finde sit publikum.
Du er den første tidligere Sirius-mand, der skriver en skønlitterær spændingsroman. Hvad giver netop Sirius-baggrunden dig af unikt blik på spændingsgenren?
At have været en del af Slædepatruljen Sirius og tilbragt fire år i et område på størrelse med Frankrig og Tyskland tilsammen – med kun 50 kilometer vej og 27 fastboende mennesker – sætter sine spor. At rejse i fire måneder på slæde, alene med ét andet menneske og 11 hunde i Nordgrønland, eller at tilbringe fem måneder i totalt mørke på Mestersvig sammen med blot én anden person, giver forhåbentlig læserne perspektiver, erfaringer og indsigter, som ikke er blevet formidlet før. Og så er Grønland et mytisk sted, der kalder på mytiske fortællinger.
Har du planer om at skrive videre på historien om David – og hvad kan læserne i så fald se frem til?
SIRIUS og historien om David slutter ikke her – det er kun begyndelsen. Grønland befinder sig i disse år i orkanens øje – både geopolitisk, i rigsfællesskabet og i lyset af, hvem der har retten til at definere dets historie og ikke mindst fremtid. Det åbner for nye kapitler i Davids rejse. Hvordan den vil tage sig ud, må læserne vente med at få at vide lidt endnu. Men jeg tør godt love, at det bliver både nervepirrende og højaktuelt.
Din hovedperson David er tidligere medlem af Slædepatruljen Sirius, ligesom du selv. Hvor meget af din egen erfaring fra Grønland og militæret har du lagt ind i ham?
David er en sammensmeltning af tre-fire Sirius-folk, som jeg kender indgående – og en af dem er mig selv. Det meste af det, han gennemgår i bogen, har jeg selv mærket på egen krop: at kæmpe sig frem gennem en snestorm så voldsom, at man kun kan kravle; at blive levende begravet under en snefane; eller at være et åndedrag fra at styrte ned i en gletsjerspalte med hele hundeslæden efter sig.
Er der forfattere eller bøger, der har inspireret dig i arbejdet med din egen spændingsroman?
Jeg er lige gammel nok til, at jeg i mine tidlige teenageår nåede at læse nogle af de spændingsromaner, der blev skrevet i slutningen af Den Kolde Krig. Jeg var stor fan af vores egen Leif Davidsen – og naturligvis Jan Guillous Carl Hamilton. Senere, da jeg selv var i forsvaret, var det Andy McNab og hans SAS-kolleger, der delte deres oplevelser fra først Irak og senere Afghanistan.
Hvor vigtigt er realisme i din spændingsroman – og hvor tager du dig friheder?
Jeg arbejder med tre bærende elementer, når jeg skriver: Det skal være underholdende, lærerigt og realistisk. Alt, hvad der sker i fortællingen, skal i princippet også kunne ske i virkeligheden. De fleste steder, jeg beskriver, har jeg selv været: fra Sinai, Mosul i Irak og Syrien til Mestersvig i Nordøstgrønland.
I bogen spiller både naturens kræfter og voldsomme vejrsituationer en stor rolle. Hvor vigtigt er det for dig, at miljøet næsten bliver en karakter i sig selv?
Når man befinder sig et så unikt sted som Grønland, så ER naturen en karakter i sig selv. En kompleks en af slagsen. Vejret er utilregneligt og kan fra det ene øjeblik til det andet ændrer menneskets vilkår. Og bor man f.eks. i telt og rejser med hundeslæde, som man gør, når man er en del af Slædepatruljen Sirius, bliver vejrliget og evnen til at navigere i det derfor en af de afgørende faktorer for overlevelse. Derfor spiller naturen selvsagt også en stor rolle i bogen.
