Interview med Benjamin Koppel

Med Håbets klang går du tilbage i tiden og fortæller historien før Annas sang og Sommerfuglens stemme. Hvorfor var det netop denne del af Koppelman-familiens historie, du havde lyst til at fortælle nu?

Som barn gik jeg på en lilleskole, hvor vi hver uge skulle skrive en fri tekst, som skulle læses op i plenum. Man måtte selv vælge emne, og udover at skrive lange fantasifulde historier, så interviewede jeg også gerne min farfar, Herman D. Koppel, om hans liv som barn af jødisk-polske indvandrere, der var kommet til Danmark i 1907. Allerede her blev interessen for hans forældre, min oldeforældres historie vakt, og jeg har altid tænkt, at jeg skulle bruge deres fortælling som afsæt for et eller andet kunstnerisk projekt. Og det gør jeg så nu i Håbets Klang.

Hovedpersonen Bruche lever i en verden, hvor pligterne er mange, og mulighederne for selv at vælge sit liv er få. Hvem er hun for dig – og hvad var det ved hende, der gjorde, at hun skulle være centrum for denne roman?

Da jeg skrev ANNAS SANG foldede karaktererne sig ud efterhånden som jeg dykkede ned i fortællingen og lærte dem at kende. Og Bruche var en af flere personer, som jeg straks holdt meget af, endskønt at hun også var for meget på mange måder. Men jeg vidste også, at hendes af og til koleriske opførsler og frem for alt hendes ind i mellem skæbnesvangre valg måtte bunde i det liv, som hun kom fra og havde forladt i den lille shtetl, Błaszki i Polen. Og det ville jeg prøve at folde ud i sin egen roman.

Men jeg vidste også, at hendes af og til koleriske opførsler og frem for alt hendes ind i mellem skæbnesvangre valg måtte bunde i det liv, som hun kom fra og havde forladt i den lille shtetl, Błaszki i Polen. Og det ville jeg prøve at folde ud i sin egen roman.

Bruche er udset til at gifte sig med Yitzhak Koppelman, men mødet med Moritz ændrer hendes liv. Hvad interesserede dig ved at lade en forbudt forelskelse blive den kraft, der pludselig åbner en helt anden vej for hende?

Naturen og kunsten er for mig magiske størrelser, som formidler kærlighed på alle mulige måder. Og hvis man som jeg overgiver sig til det faktum, at begge dele er større end hvad man overhovedet kan fatte, så behøver man ikke at blive religiøs. I alle religioner er der ofte restriktioner på, hvem der må elske hvem. Og i sådan en kontekst bliver en forelskelse, som jo ellers er det smukkeste og mest naturlige der findes, pludselig farlig og uhåndterbar. At Bruche og Moritz bliver forelskede burde have været den fineste ting i verden. Men omgivelserne og omstændighederne tillader ikke deres forhold. Og det får romantikeren i mig til at fælde en tåre.

Hvor meget af Håbets klang bygger på din egen families historie, og hvor begynder fiktionen?

Siden jeg udgav ANNAS SANG i 2022 og SOMMERFUGLENS STEMME i 2024 er det dét spørgsmål jeg er blevet mødt mest af. Hvor Annas Sang i høj grad var inspireret af et levet liv, og Sommerfuglens Stemme var inspireret af flere levede liv, så er HÅBETS KLANG nok inspireret af fortællingen om mine oldeforældre, deres shtetl, flugten til først København og siden Sverige, men den er i lige så høj grad et produkt af hele stemningen omkring, hvordan det var at leve som fattige uuddannede håndværkerfamilier i slutningen af det 19. århundrede. Og så er historien selvfølgelig allermest et resultat af min egen nysgerrighed.

Hvor Annas Sang i høj grad var inspireret af et levet liv, og Sommerfuglens Stemme var inspireret af flere levede liv, så er HÅBETS KLANG nok inspireret af fortællingen om mine oldeforældre, deres shtetl, flugten til først København og siden Sverige, men den er i lige så høj grad et produkt af hele stemningen omkring, hvordan det var at leve som fattige uuddannede håndværkerfamilier i slutningen af det 19. århundrede. Og så er historien selvfølgelig allermest et resultat af min egen nysgerrighed.

Musikken har været en vigtig tråd gennem Koppelman-romanerne – også denne gang ligger den allerede i titlen Håbets klang. Hvad betyder musikken for fortællingen og for de mennesker, vi møder i romanen?

Musikken og naturen spiller en væsentlig rolle i HÅBETS KLANG. For det er i disse to rum, at menneskerne i historien kan være frie, ånde frit, være dem, de er, mærke den kærlighed de føler, uden at være bundet eller indskrænket af religion, konventioner eller familiære forventninger. Mødet med musikken bliver afgørende for Bruche, fordi den indgyder hende det fornødne mod til at forsøge at gøre op med den ellers stålfaste skæbne, som andre har valgt for hende. Og det bliver også adgangen til på hendes børns vegne at gøre op med en nærmest uendelig lang prædestineret formel for, hvordan familiens liv skal se ud.

(Interviewet fortsættes længere nede)

Du har levet med musik det meste af dit liv. Når du skriver en roman, tænker du så også musikalsk – i rytme, pauser, tempo og komposition – eller er skrivningen et helt andet rum for dig?

Når jeg skriver er processen ikke så ulig fra når jeg komponerer eller spiller musik. For netop fortællingens musikalitet, flow, timing, tempo, rytme, spiller hele tiden ind. Hver sætning, hver paragraf, skal helst have et liv i sin egen ret og samtidig indgå i den store sammenhæng, og understøtte historiens udvikling. Og lige som når man skriver eller spiller musik, så bliver der også blandt ordene nødt til at være en afveksling af lys, mørke, temposkift, ryk, stilstand, og så videre. På denne måde er de to processer for mig meget beslægtede.

Titlen Håbets klang rummer noget lyst, selv om Bruche lever i en tid præget af fattigdom, forfølgelse og flugt. Hvad er håbet i romanen for dig?

Hver læser må selv finde frem til, specifikt hvori håbet i romanen ligger. Men jeg tror og håber, at håbet igennem fortællingen er en klangbund, som hele historien udspiller sig ovenpå, og uden hvilken hovedpersonerne måske ville gå til grunde. De har, ind i mellem uden at vide det, en adgang til håbet, og skal, som vi alle skal i livet, af og til hjælpes til at forstå det, se det, og gribe det.

De har, ind i mellem uden at vide det, en adgang til håbet, og skal, som vi alle skal i livet, af og til hjælpes til at forstå det, se det, og gribe det.

Efter tre romaner har du bevæget dig længere og længere ind i Koppelman-familiens historie. Føler du efterhånden, at du kender familien bedre – eller bliver der ved med at dukke nye historier og hemmeligheder op?

Det morer mig uendeligt at folde historierne om den store slægt ud, lærer karaktererne at kende, forstå, hvorfor de gør som de gør, og ærgrer sig, når de gør noget dumt. Og hver gang jeg skriver om dem, så dukker der endnu flere brudstykker af nye inspirationskilder op, som giver mig lyst til at fortsætte med at fortælle om familien Koppelman.

Hvis læserne af Annas sang og Sommerfuglens stemme kun skal vide én ting, inden de åbner Håbets klang, hvad håber du så, de går ind i romanen med?

Håbets Klang er den første historie i fortællingen om familien Koppelman. Men den løber også parallelt med de to første romaner. Og fordi protagonisten er Bruche, så får man i romanen også svar på flere af de spørgsmål, som blev hængende i luften efter især Annas Sang. Så jeg håber, at læserne af mine to første romaner vil være nysgerrige på, at finde ud af, hvorfor Bruches liv blev som det blev, hvorfor hun agerede som hun gjorde, da hun først fik sin egen familie, og frem for alt endnu en gang lade sig opsluge af en slægtsfortælling som i hvert fald har optaget mig utrolig meget.

Så jeg håber, at læserne af mine to første romaner vil være nysgerrige på, at finde ud af, hvorfor Bruches liv blev som det blev, hvorfor hun agerede som hun gjorde, da hun først fik sin egen familie, og frem for alt endnu en gang lade sig opsluge af en slægtsfortælling som i hvert fald har optaget mig utrolig meget.

Mange leder efter julegaven til én, der har alt. Hvilken bog ville du anbefale (udover din egen)?

Sophy Roberts, Sibiriens glemte klaverer, Svetlana Aleksijevitj, Bøn for Tjernobyl, Hertha Müller, Mennesket er en stor fasan i verden er alle bøger, kunne alle være gode bud. Men der er mange….

Har du en særlig juletradition, hvor det simpelthen ikke ville blive rigtig jul uden?

Det er mig, der laver ris a la manden i familien, sådan har det været i det meste af tredive år, og det bliver der vist ikke lavet om på. Jeg elsker at gå i gang lillejuleaften, smutte mandler, koge grød, flække vaniljestænger til tonerne af Ella Fitzgeralds julealbum, mens familien pakker gaver ind ved spisebordet og hundene ligger i sofaen. Så indfinder julestemningen sig på den helt rigtige måde. ▪