Interview med Heidi Lykke Nissen

Du tog til Lapland for blandt andet at finde ud af, om det, du gennem mange år har undervist andre i, også virkede, når du selv blev presset. Var der noget af din egen faglighed, der viste sig ikke at holde i virkeligheden?

Det overraskende var måske at jeg havde undervist OM kroppen i mange år. I Vildmarken opdagede jeg forskellen på at vide noget om kroppen og faktisk leve FRA og I den.

Det fik konsekvenser for mig pludselig at faktisk lytte. Jeg har virkelig arbejdet alt for meget; slet ikke lyttet nænsomt for der var altid nogen jeg kunne gøre noget for eller noget jeg kunne gøre endnu bedre, fordi det betyder meget for mig at andre lykkes.

At på denne måde mærke og lade gøren og handlen tage afsæt i en balance med hvilken energi jeg reelt havde, var virkelig tankevækkende – og starten på mit eventyr. Min bog handler om ønsket om at kunne fortsætte dette forhold som jeg dog oplever noget under pres i det samfund vi har fået skabt med og for hinanden.

Du har sagt, at du tog til vildmarken for at leve – ikke for at overleve. Hvor i vores helt almindelige hverdag synes du, vi er kommet til at forveksle de to ting?

Jeg vil så nødig sige noget om hvad andre gør og især hvor andre gør noget forkert. Jeg har sanset en travlhed som mange hele tiden taler om; at tid er en mangelvare. Jeg taler da også selv på denne måde fra tid til anden. Men helt grundlæggende har vi den tid vi har og det der er afgørende er hvad vi faktisk fylder i den.

Derfor har jeg for mange år forholdt mig arbejdslivet – for jeg elsker virkelig mit arbejde og at arbejde, men livet er altså mere end arbejde; ofte var jeg helt vildt kvæstet, når jeg endelig kom hjem til mine kære - min familie.

For mig er livet den gave vi alle blev givet. Derfor ville jeg provokere med at jeg i en så ekstrem situation ville leve – ikke alene overleve. Jeg ville ikke spilde en eneste dag i vildmarken. Ligesom jeg heller ikke spilder mit liv herhjemme.

Du klarede kulde, sult og 28 dage alene i Lapland. Alligevel skriver du, at den største udfordring var stemmen indeni, der fortalte dig, at du burde gøre alting bedre. Hvornår opdagede du, hvor hårdt du egentlig talte til dig selv?

Jeg kendte min stemme hjemmefra og ved jo fra mit arbejde, at mennesker notorisk taler hårdt til sig selv og derfor havde forberedt mig så den ikke ville blive budt op til dans i mit eventyr. Det er netop dét mine systemer faktisk handler om.

Som en del af min forberedelse så jeg samtlige sæsoner og så, hvor hårdt folk talte til sig selv – for åbent kamera i bedste sendetid. Det ønskede jeg ikke. Jeg ville ikke i vildmarken at forlade mig selv ALENE Alene i vildmarken; jeg ville sikre mig fodfæste og være god ved mig selv. Derfor havde jeg fx noteret mig at hjernen ikke både kan tale ude i verden og inde i hovedet samtidigt; hvis jeg sang, ville jeg ikke kunne kritisere mig selv samtidigt. Så jeg sang, for fiskeriet drillede mig. Da jeg endeligt fangede mere end én fisk forsvandt min sang sporløst og jeg har endnu ikke kunnet huske den.

Da jeg endeligt fangede mere end én fisk forsvandt min sang sporløst og jeg har endnu ikke kunnet huske den.

Du har siden sagt, at du i vildmarken simpelthen ikke havde råd til at være sur på dig selv, fordi selvkritikken kostede energi og dømmekraft. Hvorfor bliver vi så ved med at tro, at selvkritik gør os bedre?

Jeg forberedte mig som jeg gjorde for at sikre at have energi nok. Det koster meget dyrt fx i ansigtets muskelarbejde at være sur. Derfor havde jeg ikke råd til at være sur. Den hårde indre stemme, både min og din, handler om at vores biologi forsøger at holde os i flokken og sikre, at vi er aktive og attraktive. Men det føles ofte ikke sådan i vores konkrete liv hvor vi bare ender med at slå os selv i hovedet. Så det var interessant at jeg fik undgået det ved på forhånd at beslutte at det ville jeg ikke bruge min sparsomme energi på.

Jeg er taknemmelig over at være så uheldig med fiskeriet. Det skal nok forklares, men fordi det drillede så meget, fik jeg lov til at opleve at mine systemer faktisk hjalp mig. Var alt gået godt havde jeg jo ikke haft behov for dem og havde altså så ej heller opdaget at min teori virkede så godt som den gjorde.

Det var en stor dag ved søen, da jeg pludselig tænkte ”tak for alt dette drilleri ellers havde jeg ikke set at det jeg underviser i, virker”. Så smilede jeg sgu lige en ekstra omgang.

Mange af os tænker, at løsningen på et presset liv er at blive mere robuste. Men du understreger, at din bog netop ikke handler om at kunne holde til mere. Er vores dyrkelse af robusthed blevet en del af problemet?

Vi har selvfølgelig brug for at kunne stå i modgang. Det, jeg bliver optaget af, er, når robusthed bliver svaret på vilkår, vi måske i stedet burde undersøge, så kan balancen i menneskeliv tippe. Så bliver robustheden et værn mod livet - det synes jeg måske er udfordringen – for det taber til nærvær og genklang mellem mennesker. Skal mennesket hele tiden blive bedre til at holde til et samfund, der måske er løbet fra den menneskelige biologi, eller skal vi interessere os for at skabe et reelt menneskevenligt samfund?

Jeg har valgt at skrive denne bog, fordi jeg synes det er så afgørende at vi alle på alle punkter får skuldrene lidt mere ned; det tror jeg vi øjeblikkeligt ville kunne se i trivselsstatistikkerne og den globale søvnkrise.

Var der en side af dig selv, du først lærte at kende, da der ikke længere var arbejde, familie, telefoner eller andre mennesker omkring dig?

Jeg elskede at bygge. Være problemløser og ikke bare give opgaven og gaven ved at lykkes videre til andre. Det nød jeg sgu. Det er jeg stolt af.

Jeg ved dog ikke, om jeg lærte en helt ny Heidi at kende. Men de ekstreme udfordringer og mit benspænd om, at ville stå op for mig selv, ledte til en meget større venlighed mod mig selv: Jeg blev min bedste ven. Det kan måske lyde helt gak for læseren, men jeg har været mere optaget af at være god mod andre end mig selv.

At et ydre krav om energiregnskabet ledte til at jeg blev min egen bedste ven, er den største gave jeg har kunnet give mig selv.

Du kom hjem fra Lapland med større tro på dig selv og har fortalt, at du ikke længere føler samme behov for at konkurrere om succes. Hvad var det, vildmarken lærte dig om at være “god nok”?

Vildmarken lærte mig noget der fik mig i retning af at være mindre optaget af hele tiden at afgøre, om jeg var god nok. Det er en kæmpe forskel for mig. Jeg skulle ikke bruge unødig energi og måden jeg gjorde dette på blev den smukkeste invitation for mig til at forstå at det var godt nok. Mere end godt nok var i vildmarkssprog faktisk overforbrug af en dyr energi som jeg ikke havde rigelige mængder af.

Jeg forsøger at oversætte det til min hverdag herhjemme; for her er der jo en kop kaffe eller en proteinbar som igen ville gøre at jeg kan overhøre min krop og blive mere optaget af den ydre sammenligning. Så det er lige her at det vigtige jeg lærte ved min sø bliver testet i hjemlige rammer.

Jeg holder fast i min læring ved at registrere hvad der er vigtigt at jeg bruger min energi på. Kræfterne i vores samfund om hele tiden at registrere om man er god nok er stærke og jeg prøver at understrege: Du behøver ikke flytte dig fra “ikke god nok” til “nu ved jeg, jeg er god nok”. Jeg forsøger mere ydmygt at spørge helt anderledes med min bog: Hvad vil jeg bruge mit liv og min energi på?

Efter omkring 20 dage begyndte du at drømme om flyvende chokolader. Hvad lærte 28 dage med meget lidt mad dig om forskellen på det, vi tror, vi har brug for – og det, vi faktisk har brug for?

Min krop havde meget konkret brug for mere energi, end jeg kunne give den. Min frisør siger egentlig stadig at hun kan se at det har kostet mig noget at være i Lapland på den måde som jeg var. Men jeg lærte noget om forskellen mellem behov, lyst, vane og muligheden for hele tiden at skifte tilstand.

Vi kan aflede os fra livets ubehag ved at ændre noget. Og det gør vi så hele tiden – kaffe, musik, telefon, mennesker – vi har meget lidt lyst til at mærke det ufærdige, det uskønne, det der ikke lykkedes. Og så har vi måder at ændre tilstande på. Dette kunne jeg ikke i vildmarken og derfor havde jeg mine mange systemer. De var alle virksomme. Det var de, virkeligt.

Jeg synes dog det var finurligt at mit biologiske system midt om natten i slutningen af mit ophold, når jeg ikke kunne kontrollere mine tanker, sendte mig flyvende chokolader. Det gjorde mig ydmyg for nok ved jeg meget om hjernen og netop haft den uendeligt vidunderlige oplevelse at mærke, at det jeg underviser i, virker. Men samtidig at heller ikke jeg kan regne den helt ud. Jeg er et menneske. Vi er mennesker. Heldigvis ikke algoritmer eller maskiner. Så jeg drømte og så grinede jeg stort og godt af mig selv. Og at kunne grine af sig selv både i ekstreme situationer og i hverdagen, er nok det bedste lifehack jeg kender.

(Interviewet fortsættes længere nede)

Du valgte selv at forlade vildmarken, mens der stadig var andre deltagere tilbage. Var det sværere at sige “nu er det nok” end at presse dig selv til at fortsætte?

Jeg måtte sætte tempoet gevaldigt ned, fordi energien konkret var så sparsom, derfor fik jeg adgang til at lytte til mig selv. Det fik lov at sætte dagsordenen. Også her – midt i en konkurrence. Jeg valgte at tage hjem.

Jeg havde fra begyndelsen sagt, at jeg tog derud for at leve - ikke overleve.

Jeg er meget værdiorienteret og vi har hos os gjort fødselsdage til noget helt særligt. Og min ældste søn ville faktisk have fødselsdag i perioden. Jeg havde aftalt at jeg for første gang nok ikke ville være hjemme og havde planlagt en gavepakkekalender og købt fødselsdagsgaver. Alt var klart til at Valdemar kunne blive 19 år uden at jeg var hjemme. Tiden nærmede sig hans fødselsdag. Jeg brugte nogle af mine egne supervisionsmetoder på mig selv, fordi det var virkelig i sandhed en dilemmafyldt beslutning. Jeg ville ikke væk fra søen og jeg ville hjem til Valdemar for min egen skyld at være ”noget for nogen”. Det holdt såre simpelt op med at være værdifuldt at blive, bare fordi jeg kunne. Blev jeg nu ville det alene være for at vinde og det ville betyde, at jeg gik fra at leve til at overleve. Og det vil jeg ikke.

Hvis man sidder med bogen og tænker: “Jeg ved godt, at jeg er for hård ved mig selv – jeg kan bare ikke lade være”, hvor begynder man så?

Måske er et sted at starte at se hvad det koster dig at være hård ved dig selv? Hvad koster det dig i energi som måske ikke er et problem i vores samfund, der er altid en fastfoodkæde, der vil sælge dig noget du lige kan indtage så du kan lidt mere, men hvad koster det dig faktisk at fortsætte med at ikke være din egen bedste ven?

Jeg er dybt taknemmelig for mit laboratorium ved min sø. Superbegrænsede energiressourcer satte en stopper for at jeg altid har kunnet præstere mere ved at disciplinere mig selv indefra. Da jeg kom hjem oversatte jeg det energiregnskab ind i mit liv herhjemme og så hvad det faktisk kostede mig.

Jeg har masser at øve mig på for selvfølgelig falder jeg i mine gamle tanker og kan fortsat tage mig i at være sødere ved andre end mig selv. Jeg siger bestemt heller ikke du skal stoppe med at være sød ved andre; du skal blot have dig selv med ind i ligningen.

Så få øje på hvad det koster dig som det første og herefter kan du måske være lidt nysgerrig på hvad du altid og helt naturligt gør for en ven; og giv dig selv dette. Bare lige lidt og bare lige en smule hver dag.

Hvilken af bogens syv øvelser har du selv haft mest brug for efter hjemkomsten?

Jeg bruger Musashi, som er en samurai, der levede i 1600-tallet og har skrevet en bog der hedder De fem ringe og som er påskønnet ledelseslitteratur i dag, hans tanker blev til praksis for mig i min hjemkomst. Derudover så hænger mine systemer og beriger hinanden. Så faktisk er spørgsmålet lidt som at skulle vælge mellem mine egne børn.

Derudover så hænger mine systemer og beriger hinanden. Så faktisk er spørgsmålet lidt som at skulle vælge mellem mine egne børn.

Da jeg kom hjem fra vildmarken var det jo ikke sådan at alt bare blev ’normalt’. Jeg havde underskrevet en kontrakt om, at jeg ikke ville dele mit eventyr med nogen før det blev vist på DR. Derfor blev det jeg havde oplevet som en styrkende alenehed pludselig noget der mest af alt lugtede langt væk af ensomhed. Det overraskede mig meget og gjorde mig ked af det; jeg havde lige klaret noget svært helt vildt godt, som mange moderne mennesker ikke har gjort på tilsvarende måde og så blev mit gamle liv pludseligt meget svært. Heldigvis var jeg samtidig gået i gang med at skrive om min forberedelse og det blev til min bog. Mens jeg skrev lænede jeg mig ind i disse systemer der havde hjulpet så stærkt i det ekstreme klima og pludselig så jeg, at det ikke kun var i vildmarken, men i særdeleshed lige her – i al det kendte – at de havde deres berettigelse. Det var stærkt.

Hvis du kunne sende én sætning tilbage til dig selv på den første dag alene i Lapland, hvad skulle der så stå?

“Du kommer til at fange mad. Faktisk ender du med at tage en halv røget gedde med hjem.”

Det ville jeg gerne have hvisket til mig selv den første dag. Ikke fordi jeg så skulle slippe for usikkerheden – den blev en vigtig del af mit eventyr. Men fordi det næsten er komisk at vide nu, hvor meget energi jeg brugte på spørgsmålet: Kan jeg overhovedet skaffe mad nok? Og så viste det sig at den vinterjakke jeg havde lånt af min mand, rummede mere end blot minder, da jeg hentede den ned efter to måneder på loftet i Valby. Jeg havde altid en form for madpakke med mig, når jeg var rundt på mit habitat. Og den dag jeg pakkede jakken ned sidste gang; har jeg glemt at tjekke dens lommer. Og det var bare så godt den fisk var røget, godt!

Julen er fuld af forventninger til, hvordan det hele bør være. Er december i virkeligheden højsæson for den indre kritiker?

Ja, måske – men jeg tror næsten, jeg er mere optaget af alle de ydre stemmer, der flytter ind i os og bliver til indre stemmer. Julen er jo fuld af forestillinger om, hvordan man bør være familie. Hvordan bordet skal se ud. Hvor glade børnene skal være. Hvor meget vi skal nå. Og hvor hyggeligt vi skal have det imens.

Problemet er, at vi nemt kommer til at måle vores virkelige jul op imod en forestilling om julen. Og virkeligheden vil næsten altid tabe den konkurrence. Noget af det, jeg blev meget optaget af i Vildmarken, var: Hvad er egentlig mit? Hvad betyder noget for mig, når alle de sædvanlige pejlemærker forsvinder?

Det spørgsmål synes jeg også er ret godt i december: Hvad vil jeg faktisk gerne have til at fylde i min jul og hvad må det koste mig af energi at sikre at dette sker? Ikke: Hvordan får jeg den til at se rigtig ud i andres øjne?

Er der en juletradition fra din barndom, du stadig holder fast i – og er der én, du bevidst har valgt fra?

Jeg elsker at se Disneys juleshow. Lige dette øjeblik hvor alle satte sig i deres fine tøj og stemningsfulde tænde foran tv-et. Det er måske ikke det helt rigtige kulturelle svar, men det er mit ægte og sande svar. At se det sammen og se det samme. Igen og igen. Ingen skulle noget lige her. Selv de voksne sad ned. Det var helt særligt. Min mor lavede altid mad eller var på arbejde. De voksne grinede også af det samme år efter år. Julefreden sænkede sig. Seriøst det var fredeligt for alle kendte deres opgave og den var bare at hvile sig ind i genkendelsens glæde. Jeg husker at jeg tænkte det her er på en eller anden måde noget særligt.

Det har vi givet videre til vores børn. Måske var det fordi der faktisk var mange ting man kunne gøre forkert i mit barndomshjem træder lige dette minde frem. For her var vi sammen og gjorde det rigtige, sammen. Jeg har kysset meget fra min barndom farvel. Kravene om at al maden var hjemmelavet. Jeg elsker værdierne og ideen, men jeg vil leve og ikke overleve. I alle år med små børn har mad selvfølgelig været vigtig, men rødkål kan faktisk købes. Jeg ville hellere sidde og lege på gulvet.

På et tidspunkt havde jeg lektorkvalificeringsopgave, mange studerende der havde eksamen over julen og jeg skulle være deres vejleder, tre små børn og tiden strakte ikke. Jeg husker hvordan jeg kom sølvglimmer i spindelvævene. Fremhæv det for pokker! Tiden skal bruges med børnene på gulvet. Det har været vores værdi og hold op hvor har jeg kæmpet med de ydre stemmer, der selvfølgelig hurtigt blev mine, men jeg stod op for en børnekærlig-afslappende jul nu med glimmer i spindelvævene.

Hvis du selv kunne bestemme én ting, vi alle sammen skulle holde op med at forsøge at gøre perfekt i julen, hvad skulle det så være?

Igen ønsker jeg ikke at udpege hvad andre skal og bør. Det synes jeg faktisk der er alt rigeligt af i vores samfund og iblandt os. Det jeg drømmer om det var måske at vi turde tro på at vi har vores plads i vores flok; at vi hører hjemme. At det er ubestrideligt. For så ville skuldrene komme længere ned og en reel julefred vil sænke sig.

Jeg har arbejdet som konsulent i psykiatrien i mange år og fra den tid lærte jeg hvor svært mange mennesker har det med julen. Jul kan hurtigt blive en slags pligt, hvor det bliver alt andet end hyggeligt. Jeg vil drømme om at vi tør holde op med at tro at livet kun er lyserødt, at børn bliver glade for alle julegaver. Det er faktisk ikke sandt. Ikke fordi de ikke er opdragede, men fordi barnets hjerne er blevet påvirket af reklamer i fem måneder op til jul og selvfølgelig rummer begejstringen også skuffelsen. Det er ok. Og hvis vi ved at livet rummer alt muligt – også skodfølelser en juleaften så bliver det ikke så destruktivt. Følelser er bare information og ikke sandheden om din juleaften.

Tro mig. Vi skal have skabt lidt mere plads til et liv hvor vi ikke bare holder UD at være i – men ligefrem holder AF at være der – også juleaften. ▪