Interview med Katrine Engberg

Du har sagt, at Tandfeen er baseret på et rygte, du selv har hørt. Hvad var det ved netop dét rygte, der gjorde, at du ikke kunne slippe det igen?

Rygtet om Tandfeen – en mand, der trak tænder ud på sexarbejdere til fester – var så tilpas skørt og ulækkert, at det satte min krimifantasi i gang. Både fordi det netop var så langt ude, og fordi det spillede ind i en støt voksende træthed over at høre om overgreb, begået af magtfulde mænd, beskyttet af en kreds af nikkedukker. Tilsammen blev det startskuddet til historien om Birger og Marie og deres kamp mod overmagten.

Rygter kan både afsløre sandheder og ødelægge mennesker. Hvad fascinerer dig ved den magt, et rygte kan få?

Det fascinerende, og uhyggelige, ved rygter er, at det er præcis lige så sandsynligt, at de er 100% sande som 100% falske eller et eller andet lige midt imellem. Man siger gerne "ingen røg uden ild", men det passer jo ikke. Et sted som Reddit bliver derfor både helvedes forgård, bestående af menneskehedens værste tilbøjeligheder, men samtidig det sted, hvor ofre for reelle overgreb kan stå anonymt frem og udpege deres gerningsmænd uden at blive udskammet. Den dobbelthed er næsten for stor til, at jeg kan rumme den, og det fascinerer mig.

Den dobbelthed er næsten for stor til, at jeg kan rumme den, og det fascinerer mig.

Din hovedperson Birger er førtidspensionist, ensom og mest optaget af sit saltvandsakvarium, indtil Paulina forsvinder. Hvor kom han fra – og hvorfor skulle netop han være den, der begynder at grave i sagen?

Det var fra begyndelsen klart, at hovedpersonen skulle være amatør, det vil sige ikke politimand, og en såkaldt "underdog", og så var det vigtigt, at han ikke var sympatisk. Jeg forsøger virkelig at undgå at frede nogen af karaktererne i bogen – alle bærer rundt på deres laster og synder, alle er medskyldige. Jakob, min mand, fik idéen til åbningsscenen, og den var så skarp, at Birger bare voksede ud af den og stod lysende klar foran mig. Han er stakkels, lidt underlig og ikke særlig empatisk, men han er også menneskelig og genkendelig i sit ønske om trods alt at blive elsket.

Birger køber et klippekort til kærlighedscoaching hos en terapeut, han følger på Instagram. Det er både tragikomisk og meget nutidigt. Hvad interesserer dig ved hans forsøg på at finde kærligheden?

Kontraster er spændende. Birger er både asocial og hader mennesker og så er han samtidig ensom og kærlighedshungrende uden at ane, hvordan den længsel skal indfries. Det groteske i at købe kærlighedscoaching i stedet for for eksempel at initiere en ærlig samtale er desværre mere realistisk end man skulle tro. Vi har alle en tilbøjelighed til at ligge i sofaen og købe os til den hurtige "løsning" på nettet i stedet for at tænke os om og gøre det, der egentlig skal til.

Birger og Marie er ikke det oplagte makkerpar til en eftersøgning. Hvad kan de to sammen, som en mere traditionel efterforsker ikke kunne have givet historien?

Både Birger og Marie er i og for sig klassiske antihelte: amatører, modvillige og på kant. Der er en skøn dynamik i at tvinge sine hovedkarakterer ud i en efterforskning, de ikke har bedt om, og da slet ikke sammen! Jeg karikerer dem lidt og trækker deres mest aparte og latterlige træk frem, men jeg lader dem også være menneskelige og håber på, at læseren vil heppe på dem trods alt.

(Interviewet fortsættes længere nede)

Paulina er sexarbejder, og hendes forsvinden bliver begyndelsen på hele historien. Hvilke overvejelser har du gjort dig om at skrive om et menneske, som andre måske hurtigt ville reducere til hendes arbejde?

Sexarbejdere reduceres i sagens natur ofte til at være deres arbejde; en vare man kan forbruge og være glad for, som man er glad for en pæn taske eller en god TV-serie. Jeg har med overlæg valgt at skildre Paulina på samme måde. Hun er kun sin funktion i historien, og alle karaktererne ser hende på den måde.

Romanen handler om magtfulde mænd og den tavshed, der beskytter dem. Hvad er farligst: den person, der misbruger sin magt – eller alle dem omkring ham, der vælger ikke at sige noget?

Det giver ikke så meget mening, at tale om hvad der er farligst af magtmisbruget og dens beskyttere. Med Tandfeen prøver jeg blot at kaste lys på det medansvar, vi allesammen bærer for de situationer, hvor vi fornemmer, aner eller ved, at noget er galt, og alligevel intet gør. Fordi det er skræmmende at sige fra og pege ud. Kujonen lever i os allesammen, og DEN er farlig.

Du bruger krimien til at skrive om nogle ret alvorlige samfundsmekanismer. Hvad kan krimigenren, når man vil undersøge magt, skyld og tavshed?

Krimien bliver ofte undervurderet som værende tomme kalorier, men historisk set har genren altid været brugt til samfunds- og systemkritik. Når man bruger vold og drab som underholdning, synes jeg faktisk, man er forpligtet til også at turde pege nogle problemstillinger ud og diskutere dem.

Du har tidligere fortalt, at dine karakterer ikke altid vil følge det plot, du har lagt for dem. Var der nogen i Tandfeen, der overraskede dig og tog historien et andet sted hen end planlagt?

Den sværeste karakter i Tandfeen var faktisk Tandfeen selv. Jeg ville gerne ind i hovedet på ham, men det var simpelthen så svært at forstå, hvordan han kunne tænde på, ikke bare at gøre andre skade men specifikt at trække deres tænder ud. Den handling er jo så bizar, nærmest latterlig, at den var svær at skrive frem i en karakter, som læseren både skal tro på og finde uhyggelig.

Krimier ligger hvert år under rigtig mange danske juletræer. Hvorfor tror du, vi elsker at læse om mord og mørke midt i årets hyggeligste højtid?

Netop når vi hygger os allermest og føler os helt trygge, har vi brug for at dyppe tåen i noget farligt og spændende, så vi kan mærke, vi lever.

Mange leder efter julegaven til én, der har alt. Hvilken bog ville du anbefale (udover din egen)?

Jeg synes selvfølgelig, at man skal give vedkommende en god kriminalroman, skrevet af en af mine fabelagtige kolleger – Anne Mette Hancock, Sissel-Jo Gazan, Sara Blædel eller Holm/Bolther/Jussi.

Har du en særlig juletradition, hvor det simpelthen ikke ville blive rigtig jul uden?

Lillejuleaften ser vi "It's a wonderful life" med vores drenge, mens vi spiser æbleskiver og får våde øjne over verdens bedste julefilm. Hvert år! ▪