Interview med Lærke Bagger

Du kalder Strik 3 en hedonistisk håndarbejdsbog. Hvad er hedonistisk strik for dig, og hvornår bliver strik allerbedst?

Man vil altid gerne kunne kalde en bog noget, så folk kan få en forståelse af, hvad det er, man laver. For mig så har hedonisme en lidt negativ klang, men i virkeligheden, synes jeg, at det fortjener at blive ført frem som noget positivt i forhold til, at det handler om, at man gør, hvad man har lyst til. Altså følger sit lystcenter. Og det var egentlig det, jeg gerne ville med den her strikkebog. Aktivere folks lystcenter uden at de føler skyld og skam. Fordi meget af tiden, så er vi meget skulle/burde/kunne.

Strik er allerbedst hele tiden. Det er næsten altid godt. Det er godt, når jeg slår op til en prøve, som bliver dårlig, og det er godt, når jeg sætter halskanten på en sweater, som jeg har arbejdet på i halvandet år. Jeg tror bare, det er givet for mig, at håndarbejde er dejligt, men det er jo selvfølgelig, fordi jeg har en lyst til at lave det.

Du har tidligere gjort op med ideen om den perfekte sweater. Hvilke strikkeregler har du stadig allermest lyst til at bryde?

Dem allesammen. Hvis jeg kunne lave en striktrøje, der ikke var lavet i strik, så havde jeg lavet den. Når det gælder venskaber eller kærlighed, eller hvordan man er forældre, så er der regler, men det er lige meget, hvordan du laver en halskant. Lad os prøve at gøre det på en anden måde. Så jeg vil gerne bryde dem allesammen.

Lad os prøve at gøre det på en anden måde. Så jeg vil gerne bryde dem allesammen.

I Strik 3 hiver du bl.a. blondestrik og hønsestrik og oldemors pertentlige hæklerier frem. Hvad fascinerer dig ved de gamle teknikker?

Jeg står på skuldrene af alle de kvinder fra generationerne tilbage, som har opfundet de her teknikker, arbejdet med dem og perfektioneret dem. Jeg kan ingenting i dag, hvis ikke der var nogen, der havde gjort det før mig. Jeg har ikke fundet på en skid selv. For mig var det også en måde at sige tak på, vise taknemmelighed og ære til min mormor og oldemor. Historik og tradition er kæmpestort i mit fag. Alt, hvad der findes, det er noget, der er blevet opfundet. Jeg har læst alle bøgerne om det.

Du lærte at strikke som 8-årig og har fortalt, at du dengang faktisk holdt det hemmeligt, fordi du syntes, det var pinligt. I dag er dine sweatre kendt verden over. Hvad tror du, den 8-årige Lærke ville tænke?

Hun ville være herrestolt. Jeg begyndte først at fortælle det, da jeg kom i gymnasiet. Jeg er fra Jylland, så ville hun give en high-five og en low-five, og så ville hun sige, at det er satme godt gået.

Du skriver, at lyst aldrig bør undertrykkes. Er du selv god til at følge din lyst, også når den peger i en helt anden retning, end det du egentlig havde planlagt?

Det kommer an på, i hvilken henseende det er. Når det handler om håndarbejde, så er jeg blevet bedre til det. Jeg var ikke særlig god tidligere. Jeg troede, at jeg var god til det, men jeg har skulle øve mig på, hvad jeg selv har lyst til. En af de ting, som man for eksempel kan gøre, er at hilse overspringshandlinger velkommen. Overspringshandling er jo i virkeligheden, fordi man skal noget, man ikke har lyst til, så gør man noget andet. Der tror jeg, at man skal reflektere lidt over, og være mere venligstemt over for overspringshandlingerne. Også selvom de har et lidt dårligt ry.

Mange strikkere kender følelsen af at købe garn til ét projekt, og så kommer man hjem med garn til tre andre. Hvordan ser dit garnlager ud? Er det et velordnet skattekammer eller komplet kaos?

Jeg har 90 kvadratmeter, hvor jeg kun har garn og striktrøjer, og jeg har mere garn, end mange garnbutikker har. Jeg har faktisk lige snakket med en lokal garnbutik, hvor jeg sagde, at jeg faktisk har mere garn, end de har. Og så grinede de og sagde: ”ja, det har du!”. Jeg har det farvesorteret, sorteret i kvaliteter og efter mærker, og så har jeg også bare nogle kasser, hvor det ligger ud over det hele. Men det er jo et arbejdssted, så det roder selvfølgelig. Men jeg ved lige præcis, hvor alt er henne.

(Interviewet fortsættes længere nede)

Du bruger fejl som en del af dit design. Er du lige så god til at acceptere fejl i resten af dit liv, som du er i dit strikketøj?

Jeg er på vej hen et sted, hvor det bliver nemmere for mig. Min mor sagde faktisk for nylig, fordi der var et eller andet, jeg havde lavet, så sagde hun bare, at ”du er så hård ved dig selv”. Hun sagde, at hvis du bare kunne være lige så sød ved dig selv, som når det handler om strikketøj. Jeg er på vej derhen, men det er helt klart, at der er stadig lidt vej endnu. Jeg er meget opmærksom på det i hvert fald.

Hvad gør du, når kreativiteten simpelthen ikke gider? Venter du på den, eller går du ud og leder efter den?

Jeg tror, at jeg venter på den faktisk. Jeg ved altid, at den kommer. Og så gør jeg nogle ting, som jeg ved for eksempel kan sætte den i gang, men som ikke nødvendigvis ville være, hvis jeg gik ud og kiggede på et museum eller kiggede i en bog. Jeg tager pauser. Faktisk synes jeg tit, at det er i pauserne, at man får de bedste ideer. Fordi man får lov til at trække luft. Det er også derfor, det er enormt vigtigt at holde fri.

Hvad er det mærkeligste sted eller den mest uventede situation, hvor du har fået en idé til et design?

Det er et spørgsmål, jeg ikke kan svare på, for jeg får det alle steder. Men jeg kan fortælle, at det er enormt tit, når jeg er i bad. I badet tænker jeg på at gøre sådan der, og sådan der, og så laver jeg det. Min søn har fortalt mig, at jeg snakker med mig selv, hvorefter jeg svarer, at det er fordi, jeg er selvstændig, så jeg har ikke andre at snakke med.

Hvis vi åbnede din taske lige nu, ville der så ligge strikketøj i den? Og hvad ville der være på pindene?

Der ligger et ærme faktisk i min taske, og jeg står og kigger på det nu. Jeg putter det jo bare ned i tasken. Så det ligger hulter til bulter sammen med mine opladere og mine nøgler. Lige nu er det en Rotten-sweater fra den nye bog. I børstet mohair, i nogle mørke, lidt efterårsagtige farver. Fordi jeg kom til at lave en, som en af mine venner så prøvede på. Han så simpelthen så godt ud i den sweater, og så var jeg bare sådan: ”nej, den skal du have”. Og så var jeg nødt til at lave en ny.

Er der noget, du endnu ikke kan finde ud af at lave med garn, men virkelig gerne vil mestre?

Ja, patentstrik. Jeg kan godt finde ud af at strikke det, men jeg har simpelthen ikke fundet ud af, hvordan man skal lave tøj i det. Altså, hvordan man skal lave form på kroppen i det, fordi jeg synes, det er sådan en umulig teknik. Det bliver også lidt for tykt. Det har jeg ikke lige fået knækket endnu.

Mange leder efter julegaven til en, der har alt. Hvilken bog vil du anbefale, hvis det ikke lige skulle være din egen?

Så tror jeg, at jeg vil anbefale Johanne Sorgenfri, som er en debutant på Gyldendal, der har skrevet bogen: ”Folk siger helst, at man ikke viger sit liv til besættelsen af et andet menneske.” Titlen er lang, men den er så god. Herregod.

Har du en særlig juletradition, hvor det simpelthen ikke vil blive rigtig jul uden?

Nej, det har jeg ikke. Jeg er vild med at mixe det op. Jeg har ikke noget, som man skal gøre. Jeg er vild med at holde jul på alle mulige forskellige måder. Og jeg sætter også en ære i, at jeg synes, at det er okay, at tingene godt må forandre sig. ▪