Interview med Maren Uthaug

Først var der 11%, så 88% – og nu står vi tilbage med 1%. Har du vidst fra begyndelsen, hvem den sidste procent var?

Ja, det har jeg. I alle samfund er der grupper, der er “i mod”, så selvfølgelig er der også det i mit fremtidssamfund. Men jeg har også vidst, at gruppen var meget lille og ret ubetydelig - altså en enkelt procent.

I 1% lever kvinder og fritgående mænd på øer, som var det 1990'erne. Hvorfor blev netop 90'erne det sidste årti, inden det hele gik galt?

I 1990’erne var det endnu ikke moderne at være feminist eller at tale om ligestilling. Gjorde man det, blev man straks stemplet som en sur mokke, for enhver kunne jo se, at vi havde totalt ligestilling. Derfor lever mit “modsamfund” i den tidslomme, for som de siger: 1990’erne er den sidste tid inden verden gik i stykker, hvor mænd var mænd og kvinder var kvinder. … vi kvinder der oplevede halvfemserne ved godt, at det var rædselsfuldt på ligestillingsområdet. Prøv eventuelt at se nogle af tv-serierne fra perioden. Man er ved at falde ned af stolen.

I bogen forsøger nogen ligefrem at fremavle en tæmmet mandeart. Hvilke egenskaber har den perfekte mand i dit laboratorium?

Tanken er, at han skal skabes som en hybrid mellem et menneske og en bonoboabe. Fordi bonoboerne netop er matriarkalsk styret og hannen naturligt underlægger sig hunnen. Bonobohannen forstår, uden at sætte spørgsmålstegn ved det, at det er bedst for alle.

Hvis kvinderne overtager al magt, opstår der vel stadig magtmisbrug, hierarkier og undertrykkelse. Er problemet i sidste ende slet ikke mænd eller kvinder – men mennesker?

Jo, mennesket er en vanskelig art. Og læser man bøgerne, forstår man hurtigt, at jeg ikke er ude i et feministisk manifest, hvor jeg beskriver det perfekte samfund med kvinder ved roret. Mine romaner hører til genren ’spekulativ litteratur’, hvor man laver en præmis og fortæller historien ud fra det.

Nogle mænd har reageret voldsomt på dit fremtidssamfund. Bliver du mest overrasket, underholdt eller bekymret, når læsere føler sig provokeret af det?

Jeg har lavet striben i Politiken i så mange år nu, så jeg bliver ikke overrasket over de grove og jævnligt ufrivilligt sjove reaktioner, jeg modtager i forskellige kanaler. Ved lanceringen af 88% brugte jeg ligefrem nogle af de beskeder, jeg har modtager. F.eks. »Du er bare bitter over, at du er over halvtres og ingen gider kneppe dig mere.« Jeg svarede: »Hej S.D. Du har glemt et d i halvtreds. Kh Maren«

Er der noget, du skrev i 1%, hvor du selv tænkte: "Det her bliver jeg nok upopulær på"?

Jeg spekulerer ikke i en eller form for provokation. Jeg skriver bare historien, som jeg synes, den skal være. Men det er klart, at man er henne og røre ved det elektriske hegn, når man f.eks. skriver om religion og køn. I øvrigt undrer jeg mig ofte over, at ingen bliver sure over at mænd har skrevet syvtusinde kilometer krimier, hvor de snitter den ene kvinde efter den anden i småstykker - efter hun er blevet voldtaget. Det er bare skide spændende. Men piller man ved mænds suverænitet i samfundet, begynder mænd straks at sidde og hamre pikken ned i tastaturet.

(Interviewet fortsættes længere nede)

Du har nu brugt flere år på et univers, hvor mænd er blevet reduceret til en genetisk nødvendighed. Hvordan har mændene i dit eget liv haft det med projektet?

"Helt fint ... min mand Allan har lavet grafikken til bøgerne, og min redaktør Sune har været med til at udvikle historierne. Det er som sagt spekulativ litteratur - ikke et manifest."

Er der noget ved traditionelle kønsroller, som du – måske lidt modvilligt – faktisk holder af?

Hm, generelt er det ret praktisk, at min mand kan nå de øverste ting på hylden. Men nu lykkedes det også ham at blive 1,87, og jeg nåede ikke længere end 1,63 her i verden. Han er også væsentlig stærkere, end jeg er og har længere arme, så bruger ham generelt til at løfte og bære. Jo, han lapper også børnenes cykler, men det er mere fordi han er nærig, end fordi han er mand. Jeg smider bare min egen til cykelhandleren.

Er 1% et endeligt farvel til universet – eller findes der allerede en lille decimal et sted i dit hoved?

Nej, trilogien er færdig. Der kommer ikke flere procenter fra min hånd. Men så er der jo heldigvis andre virkelig spændende historier og universer, man kan kaste sig over.

Julen er fuld af traditioner, forventninger og kønsroller. Er der noget ved den klassiske danske jul, du gerne ville ændre på?

Før jeg fik børn, fejrede jeg julen for min mors skyld. Nu fejrer jeg den for mine børns skyld. Selv har jeg nul juleromance i mig. Min mand laver al maden, for han elsker julemad. Mine børn pynter op. Selv er jeg vildt god til at købe gaver, så det gør jeg med stor glæde. Men for min skyld kunne vi godt bare sløjfe hele baduljen. Vælger dog at deltage, fordi det virker nemmere bare at tage del i det end at skulle forholde sig til al skuffelsen og bedstemødre, der græder ned i sovsen.

Hvis du måtte invitere én karakter fra dit eget forfatterskab med til juleaften, hvem ville du vælge – og hvem skulle under ingen omstændigheder med?

Jeg ville selvfølgelig fejre jul med den karakter fra 88%, der hedder Inga. Tror hun og jeg ville have en fest. Og så ville jeg virkelig ikke orke at have Johan, faren fra romanen 'Hvor der fugle' med. Ville ikke orke al hans klynk og selvmedlidenhed.

Mange leder efter julegaven til én, der har alt. Hvilken bog ville du anbefale (udover din egen)?

Agustina Bazterrica: TENDER IS THE FLESH. Vildt tankeeksperiment, hvor en virus har gjort dyrekød giftigt for mennesker, så hovedpersonen arbejder på et anlæg, hvor man slagter mennesker til fødevarer. Den er voldsom ... men helt vildt god. Og så har man også noget at sidde og være utilpas over, mens man fordøjer al flæskestegen i juledagene. ▪