Interview med Stine Pilgaard

I Ti vilde heste flytter din hovedperson til Husum, så børnene kan få græs under fødderne. Hvad var det ved netop Husum, der gjorde det til det rigtige sted for historien?

Måske er det ikke så vigtigt, om det er Husum eller Valby eller Ballerup, romanen udspiller sig i. Jeg tænker romanen som en kærlighedserklæring til alle Danmarks forstæder og de fortællinger og venskaber, der udspiller sig mellem de mennesker, der lever på landets villaveje. Hvis vi tager os tiden til at lytte til hinandens historier og tager vores naboers liv alvorligt, findes konturerne til en roman over alt.

Din hovedperson nærmer sig de fyrre, og pludselig bliver det tydeligt, at hun har et ansvar. Er der noget ved at nærme sig eller have passeret de fyrre, som ingen havde advaret dig om?

Jeg synes desværre tit, at klichéerne tager over, når man skal beskrive os, der statistisk set er placeret midt i livet. Man taler overbærende eller hånligt om fyrre-års-kriser, og det antages (især af yngre mennesker), at man længes efter ungdommen. Jeg oplever mest det her sted i livet som en stor undersøgelse. Man ser sin barndom og ungdom i et andet lys og mærker derfor også konsekvenserne af den. Hvis man har børn, har de måske også fået en alder, man selv kan huske tydeligt, og på den måde kan man også i glimt møde sig selv som barn gennem dem. Det bliver tydeligt, hvad der er lykkedes i ens liv, og hvad der må forblive drømme. Man kan ikke længere nå at blive professionel fodboldspiller, popstjerne eller få otte børn. Der er nogle døre, der lukkes uigenkaldeligt, og på den måde aner man omridset af et liv, der stadig kan påvirkes, men ikke længere kan være alt. For mig er det en vild og inspirerende erkendelse, men det kan også være forbundet en smule sorg.

Der er nogle døre, der lukkes uigenkaldeligt, og på den måde aner man omridset af et liv, der stadig kan påvirkes, men ikke længere kan være alt. For mig er det en vild og inspirerende erkendelse, men det kan også være forbundet en smule sorg.

"Vi er ikke sammen, fordi vi har børn og hus, men på trods af begge dele," siger din hovedperson. Hvad interesserer dig ved kærligheden, når forelskelsen for længst har fået selskab af madpakker, bolig og praktik?

Jeg har altid været betaget af kærlighedens store heroiske langdistanceløb. Dramatiske forelskelser interesserer mig langt mindre, end de kræfter og den vilje det kræver at forblive sammen gennem et helt liv. I et kærlighedsforhold skal man konstant forhandle virkeligheden, hvad sker der i en situation, hvem har ret, og hvad er vigtigt. Man møder konstant sig selv gennem den andens blik, og hvis man tør gribe muligheden, tror jeg på, at man kan blive et bedre og mere helt menneske. Det kan virke som en uoverskuelig opgave, og det er selvfølgelig ikke den slags opbyggelige tanker, der strejfer ens hjerne midt i en konflikt. Men indimellem, i små øjeblikke, kan den alligevel opstå, en udvidelse af os selv, der gør os til større mennesker.

Du har tidligere skrevet om at være nybagt mor. Nu er børnene blevet større. Bliver forældreskabet egentlig lettere – eller bliver problemerne bare mere avancerede?

Det har altid irriteret mig når folk siger: Små børn små problemer, store børn store problemer. Det giver ingen mening, for de udfordringer eller sorger, man står med, kan jo ikke sammenlignes med ting, der ikke er sket endnu. Jeg tror slet ikke på, at man kan sammenligne følelser, som om det var et træ, man målte størrelsen på. Når man har ansvaret for de mennesker, man elsker, vil det altid være forbundet med sorg og angst, som jeg mener er en stor del af både kærligheden og det at være forældre. Det kan se forskelligt ud på forskellige tidspunkter, men med jævne mellemrum går det op for en, at man ikke kan beskytte sine børn mod verdens ondskab. En erkendelse, der kommer løbende lige i hælene på kærligheden mange gange i løbet af deres barndom. Til vores overraskelse stopper den ikke, men er en tilstand, man som forældre befinder sig i resten af livet. Altid ville man ønske, at ens kærlighed kunne beskytte dem, men aldrig er det for alvor muligt, fordi der jo desværre og heldigvis findes andre mennesker i verden.

Det giver ingen mening, for de udfordringer eller sorger, man står med, kan jo ikke sammenlignes med ting, der ikke er sket endnu. Jeg tror slet ikke på, at man kan sammenligne følelser, som om det var et træ, man målte størrelsen på. Når man har ansvaret for de mennesker, man elsker, vil det altid være forbundet med sorg og angst, som jeg mener er en stor del af både kærligheden og det at være forældre. Det kan se forskelligt ud på forskellige tidspunkter, men med jævne mellemrum går det op for en, at man ikke kan beskytte sine børn mod verdens ondskab. En erkendelse, der kommer løbende lige i hælene på kærligheden mange gange i løbet af deres barndom. Til vores overraskelse stopper den ikke, men er en tilstand, man som forældre befinder sig i resten af livet. Altid ville man ønske, at ens kærlighed kunne beskytte dem, men aldrig er det for alvor muligt, fordi der jo desværre og heldigvis findes andre mennesker i verden.

Du har et særligt blik for mennesker, der forsøger at gøre det rigtige og alligevel kommer lidt skævt ind i situationen. Er det dér, du selv synes, vi mennesker er allermest interessante?

Jeg holder meget af akavede situationer og opsøger dem med glæde og begejstring. Det er sikkert en erhvervsskade, men jeg elsker sociale kontroltab, fordi det er der, vi viser, hvem vi er. Det er svært at forstille sig, hvis nogen bryder de sociale regler, det er en slags overraskelsesangreb, hvor man ikke kan nå at gemme sig bag høflighed. Det er vel et forsøg på at finde ud af, hvem folk er inde bag ved de mange civiliserede regler, der styrer vores adfærd.

(Interviewet fortsættes længere nede)

Du skriver meget præcist om de små misforståelser mellem mennesker. Er du selv god til at læse et rum, eller står du lige så ofte bagefter og tænker: Hvad skete der egentlig dér?

Jeg er væsentligt bedre til at læse et rum, end min fortæller er. Som forfatter tror jeg på, at det er ekstremt vigtigt at være klogere end sine karakterer, ellers kan man ikke rigtig styre dem. På samme måde som fx en gymnasielærer skal have en større baggrundsviden om Cuba-krisen end de elever, hun formidler den til. På den måde kan hun bedre sortere i vigtige og mindre vigtige oplysninger, og sådan er det også, når man skriver scenerne i en roman. Når jeg tit ender i akavede situationer, sker det som regel af egen fri vilje, fordi jeg ikke altid orker at acceptere præmisserne for en social situation. Fx på legepladser hvor forsigtig høflighed kan blæse al intensitet ud af en samtale, og det bare ender med, at alle står og giver hinanden ret i, at børn ser for meget skærm. Det irriterer mig, at der er så meget i et samfund, vi sjældent taler om; angst, sex og død. Alle de store følelser, der er forbundet med tabu, så dem bringer jeg op indimellem til mange folks skræk og rædsel. Det har jeg det sjovt med, fordi det kan skabe en uforudsigelighed og åbning i samtalerne.

Du får ofte læseren til både at grine med og holde af dine karakterer. Er der noget, du aldrig ville gøre grin med?

Jeg morer mig kun over personer og karakterer, som jeg godt kan lide. Jeg elsker at betragte os mennesker som race, vores neuroser og små glæder, alle de krumspring vi foretager os for at skabe et minimum af kontrol i en temmelig kaotisk verden. For at skjule vores upassende følelser som begær, misundelse og bitterhed, al verdens forsøg på at virke klogere, sødere og mere i kontrol, end vi er. Jeg kunne aldrig finde på at have en karakter rendende rundt i min roman, som jeg ikke følte ømhed for. De må gerne være irriterende, for det er vi alle sammen, men de må ikke være umulige at holde af. Man må aldrig skrive på foragt, det skaber en hårdhed i teksterne, men også noget meget overfladisk i portrættet, fordi jeg mener, at de fleste mennesker vitterligt er værd at elske, selv om det i nogle tilfælde kræver, at man gør sig virkelig umage.

Jeg elsker at betragte os mennesker som race, vores neuroser og små glæder, alle de krumspring vi foretager os for at skabe et minimum af kontrol i en temmelig kaotisk verden. For at skjule vores upassende følelser som begær, misundelse og bitterhed, al verdens forsøg på at virke klogere, sødere og mere i kontrol, end vi er. Jeg kunne aldrig finde på at have en karakter rendende rundt i min roman, som jeg ikke følte ømhed for. De må gerne være irriterende, for det er vi alle sammen, men de må ikke være umulige at holde af. Man må aldrig skrive på foragt, det skaber en hårdhed i teksterne, men også noget meget overfladisk i portrættet, fordi jeg mener, at de fleste mennesker vitterligt er værd at elske, selv om det i nogle tilfælde kræver, at man gør sig virkelig umage.

Julen er fuld af familie, traditioner og forventninger. Er det årets hyggeligste højtid – eller årets største sociale eksperiment?

Det er et socialt eksperiment, der er styret af folks forskellige forventninger, og når de kolliderer, finder der sammenstød sted, som kan få alle traumer bragt til live på ingen tid. Det smukke er, at hele idéen om julen er båret af menneskers gode intentioner og drømmen om at være tættere på deres familie, end de måske er. Det bliver tit mod vores vilje udstillet i julen, hvad det er, vi går rundt og savner hos hinanden.

Hvis du skulle skrive en brevkasse til julens små og store problemer, hvilket spørgsmål tror du så, flest danskere ville sende ind?

Hvorfor er det så svært at være sammen med sin familie? Vores grundfortælling er, at familien er noget godt og trygt, et sted vi kan finde opbakning og kærlighed. Det udelukker bare ikke, at man også kan føle sig fremmed og udenfor eller simpelthen bare have brug for noget andet end det, ens familie er i stand til at give. Hvis man accepterer kendsgerningerne, tror jeg sagtens, at man kan lære at leve med det, men det er hårdt for de mennesker, der bliver ved med at gå og blive skuffede år efter år. En familie kan ikke være alt, og måske er det okay. Det er grunden til, at vi har venner.

Mange leder efter julegaven til én, der har alt. Hvilken bog ville du anbefale (udover din egen)?

Dansen med Regitze, hvis man interesserer sig for den langtidsholdbare kærlighed. Stoner, hvis man er til smukke melankolske skæbnefortællinger. De små tings gud, hvis man har en forkærlighed for lyrisk sprog, familietraumer og det smukke, komplekse Indien.

Har du en særlig juletradition, hvor det simpelthen ikke ville blive rigtig jul uden?

Før vi fik børn, holdt min kæreste og jeg altid jul helt alene og købte store mængder af sjældne oste og rødvin. Vi var hinandens gaver og traditioner, og egentlig behøver jeg ikke mere. Til gengæld er det svært at føre igennem med to børn, der gerne vil have juletræ og gaver, så nu kører vi den traditionelle version med en vis træthed, men tager vores osteritualer alene lillejuleaften. ▪