Månedens anbefaling i september

Hvordan opstod ideen til Kunsten at spejle et æg?
Sommeren efter at have udgivet Afslutninger sad jeg og skrev lidt på forskellige nye ideer, og selv om nogle af dem var gode, kunne jeg ikke “mærke” personerne. I stedet bladrede jeg igennem nogle af mine mange notesbøger og fandt 30 siders meget forvirrende noter. Dem havde jeg skrevet i ugerne efter, at jeg selv var blevet ramt af en blodprop i hjernen for fire år siden.
Der var noget vildt fascinerende over dem. Både fordi jeg ikke kunne huske, at jeg havde skrevet dem, men også fordi jeg tænkte, at de var ret morsomme. Der er noget absurd-morsomt over ikke at kunne se, at man ikke har styr på de ting, som man plejer at kunne.
Men: jeg ville virkelig ikke skrive en bog om mig selv, så jeg skubbede ideen om at bruge noterne væk og besluttede mig for bare at læse i min ferie. Den første bog, jeg samlede op, var Édouard Louis’ Forvandlingens metode, hvor han foregiver at være en anden end han er, og jeg tænkte over, at det ville være umuligt at holde på en stor hemmelighed, hvis man fik en blodprop i hjernen. Og så begyndte jeg at skrive om netop det: en mand, der er lykkedes med at holde på en stor hemmelighed i hele sit voksenliv, men som efter en blodprop får sprækker i sin historie.

Troels bliver ramt af en blodprop og forsøger at skjule det for omverdenen. Hvad var det, der tiltrak dig ved at skrive om netop dét dilemma – at skjule sin sårbarhed?
Han lyver om blodproppen for sine børns skyld. Så det er ikke det, der er den store historie for mig.
Men de mange, mange løgne, han har fortalt til alle før blodproppen, var dem jeg fandt interessante. Jeg ville gerne skrive en person frem, som man umiddelbart sympatiserer med, men som samtidig har fortalt utilgiveligt mange løgne.
Jeg ville også gerne give læseren følelsen af ikke at vide, om de tør sympatisere med ham, fordi det kun gradvist afdækkes, hvad han egentlig har gjort, som han skjuler med løgnene.

Kunsten at spejle et æg er en usædvanlig titel. Hvad ligger der i den?
Oplevelsen af, at de ting der kører totalt på autopilot – ting, man har foretaget sig tusindvis af gange og hviler i – pludselig er defekte. At man ikke kan huske, hvordan man spejler et æg fx.
Samtidig synes jeg også, der er noget symbolsk over æg. Skaller, der kan krakelere – en æggeblomme, der mister sin fuldendte form, når man pirker i den.

Vennerne danner et såkaldt ‘Troels-råd’ for at hjælpe ham. Hvad betyder venskab og fællesskab i bogen – og for dig som forfatter?
Venskaber er noget af det vigtigste i verden. At mennesker vælger at knytte sig til andre uden at have en biologisk grund til det, er virkelig fint. At man ser hinanden som mennesker og mærker, at man gerne vil engagere sig i hinanden.
Det irriterer mig helt vildt, at venskab ikke anses for lige så solid en kærlighed som den romantiske.
Jeg ville gerne skrive en bog om venskabskærlighed. Det synes jeg ikke, der er nok af – og hvis venskabet i en bog er mellem en mand og en kvinde, er det i 9 ud af 10 tilfælde meningen, at man skal heppe på, at de forelsker sig.
Venskabet mellem Troels og hans to venner i barndommen, og venskabet med Sally som voksen, er meget af romanens nerve.

Din debutroman Afslutninger kredsede om sorg og afsked, mens Kunsten at spejle et æg handler om venskab, identitet og alt det usagte. Ser du en rød tråd mellem de to bøger – eller er de hinandens modsætninger?
Bøgerne har en del forskelle – både i opbygningen, i hovedpersonernes personlighed og i mængden af relationer, de har.
Men jeg vil alligevel ikke sige, de er direkte modsætninger. Det de har til fælles er, at de begge kredser om opvækst og hvordan den præger en, og at de begge har en større hemmelighed, der gradvist afdækkes.
Og så kan jeg jo også kun skrive som mig, så sproget og bidderne af humor går nok også igen. Så selv om de er meget forskellige, er de også forbundne.

Humor spiller en rolle i din fortælling, selvom den rummer alvorlige emner. Hvordan balancerer du det rørende og det komiske i din skrivestil?
Det tror jeg egentlig ikke er noget, jeg gør bevidst. Det er nok min egen overlevelsesmekanisme at finde det morsomme i selv de mest shitty ting, der har ramt mig livet igennem. Grundlæggende er jeg god til at se lyset i mørket, grine af mig selv og tænke positivt. Det kommer nok til at smitte af på det, jeg skriver.

Der er flere stærke relationer i bogen – mellem børn og voksne, venner og ekskærester. Hvilken af relationerne overraskede dig mest undervejs i skriveprocessen?
Jeg bliver ikke rigtigt overrasket over de ting, jeg selv skriver. Jeg ved jo, hvad jeg gerne vil have frem i handling og relationer, og skriver derefter.
Det der rørte mig mest, var Troels’ relation til sine børn og til sin bedste ven, Sally. Jeg kan godt forstå, at han vil gøre alt for at passe på de tre – også lyve.

Hvis du selv skulle danne et ‘råd’ i dit eget liv – ligesom Troels-rådet – hvem skulle så sidde i det, og hvorfor?
Troels-rådet er løst inspireret af et “anderåd”, som mine venner og familie lavede omkring mig, da jeg selv fik en blodprop. (Mit mellemnavn er Andrea, og min familie kalder mig “and”).
Det bestod af en hård kerne af fem af mine venner og min moster, søster, kusine og fætter.
Så jeg ved allerede, hvem der ville stille op på den måde – men jeg ved også, hvor mange andre i mit liv der faktisk bakker op, når noget vælter. Hvor mange der kom forbi jævnligt med kram og dårlige jokes eller huskede at skrive jævnligt og opdatere mig på dem selv i stedet for kun at spørge til sygdom. Mennesker, der ser de ting man stadig kan i stedet for det, man ikke kan, når man er ramt af sygdom, er uvurderlige.
At jeg overhovedet fik skrevet Afslutninger færdigt under min sygemelding skyldes eksempelvis en vens utrættelige heppen og pressen på. Det ændrede mit liv at opdage, jeg stadig kunne skrive, men jeg var ikke gået i gang selv på det tidspunkt. Netop det, at jeg skrev bogen mens jeg var sygemeldt, forvirret og havde det elendigt, gav bogen en anden dybde end førsteudkastet havde haft. Jeg forstod pludselig hovedpersonens følelse af at være overflødig i verden og den deraf følgende trang til at gøre noget for nogen.
Afslutninger har ramt mange, og det at så mange faktisk har skrevet “tak” for bogen på alle mulige måder har betydet ufatteligt meget. Jeg ved ikke, om det kan tælle som en slags “Troels-råd”, men det har helt sikkert føltes som en inspirerende kreds af ukendte mennesker, der synes, jeg stadig kan noget. Det er dem, jeg skriver til, og det føles som en god drivkraft.