I Månebarn dykker du ned i din mors og Bedstes livshistorier – med både vold, hemmeligheder og overlevelse. Hvad gjorde størst indtryk på dig undervejs i den rejse?

Det gjorde stort indtryk på mig undervejs, hvor meget jeg kunne spejle mig i min mors ensomhed og hendes kampe. Det var meget overvældende at opdage, at jeg af sind nok minder meget mere om hende end nogen andre i min familie. Og så blev jeg under skriveprocessen kapret af et enormt savn mod min Bedste. Hende ville jeg virkelig ønske stadig var her.

Det kræver mod at skrive så åbent om sin familie og sit eget liv. Hvordan balancerer du hensynet til de virkelige personer med behovet for at fortælle en ærlig historie?

Der er netop en hårfin grænse mellem mod og dumdristighed. Men det er også i det snævre balancepunkt mellem orden og kaos, at god kunst bliver til. Dog har det været essentielt for mig at få min mors tilladelse og accept til at skrive den her bog, og involvere hende så meget som muligt før og under skriveprocessen. Min mors samtykke var ikke bare en formalitet – det var en etisk nødvendighed. Men derudover har jeg også med tiden måtte acceptere, at afsenderens intention ikke altid mødes af modtageren. I litteraturen foregår der (også) altid en fortolkning og forhandling om sandheden og udfaldet. Og jeg må også acceptere, hvis andre ikke accepterer den fortolkning, jeg formidler. 

Hvad er din oplevelse af at gå ind i en fysisk boghandel?

Det er jo som at træde ind i en slikbutik for sjælen - med al den litteratur og viden og erfaringer og berigelse, som bare står der på hylderne. Det er sjældent, at jeg køber mere end én bog ad gangen, så selve jagten og udvælgelsesprocessen med at finde "den rette" den dag kan være noget ganske særligt - og tidskrævende.

Bogen føles både personlig og universel – hvad håber du, at læseren sidder tilbage med efter sidste side?

Jeg håber, at læseren først og fremmest sidder tilbage med et mere fyldestgørende indblik i, hvad nedarvet vold og psykisk sygdom gør ved et menneske og de nærmeste. At de måske ser anderledes på dem i samfundet, der ikke larmer. At de mærker, at smerte ikke kan måles i decibel eller ordforråd. Og at de forstår, at nogle mennesker bruger al deres energi på bare at holde sig oprejst. Dem skylder vi at lytte mere til. Sådan et menneske er min mor, og hende findes der mange af.

Hvordan har det været for dig at mærke læsernes reaktioner – både dem, der spejler sig i dine fortællinger og dem, der måske føler sig ramt?

På mange måder er der et før og et efter Planens udgivelse – også for flere af mine familiemedlemmer. Jeg må stå på mål og tage ansvar for det, der er på min banehalvdel som forfatter såvel som familiemedlem. Omvendt kan jeg ikke tage ansvar for andre menneskers trigger points. Jeg ved godt, at det har skabt røre, at disse romaner er blevet udgivet. Og jeg ved heldigvis også, hvordan det har glædet og beriget mange læsere derude. Det er meget overvældende at mærke den anerkendelse, selv fra fremmede mennesker, og jeg er i udgangspunktet taknemmelig for alle, der forholder sig til det, jeg skriver. Det værste ville være, hvis det bare blev fuldkommen ignoreret.

Månebarn kan læses både før og efter Planen og Nøglebarn. Hvordan hænger de tre bøger sammen for dig – og hvornår vidste du, at netop denne del af historien skulle fortælles?

De tre romaner udgør for mig at se en samlet fortælling om klasse, arv og overlevelse gennem familiegenerationer. Og så er de tre bøger tilsammen en - forhåbentligt - nuanceret skildring af mit eget liv og dem, der har stået mig nærmest. I Planen påstod jeg at have svaret på, hvem jeg og min familie var for nogle. Men jeg havde ikke stillet de rette spørgsmål om, hvordan vi var blevet dem, vi var. Det var, da jeg begyndte at blive nysgerrig på netop de spørgsmål, at jeg fandt det nødvendigt at skrive om mine undersøgelser.

Hvad betyder julen for dig – og er der en særlig stemning, tradition eller bog, du forbinder med december?

Jeg er nødt til at erkende, at julen for mig er lidt ligesom grå hår - jo ældre man bliver, jo mere bliver man træt af, at de hele tiden kommer igen. Det er ikke helt så specielt og berusende en periode for mig længere, og jeg er lykkelig, når det er overstået. Men jeg kan af en eller anden grund stadig godt lide at tænke tilbage på Disneys Juleshow den 24. december med Joachim von And-udgaven af Dickens' "Et Juleeventyr". Det var helt magisk, og det ville det også være for mig i dag. Jeg plejer at kreere en ganske potent æbletoddy til jul - det er en nyere tradition, jeg holder meget af at stå for. Med årene er jeg også blevet en ganske glad gløgg-drikker. Måske skal jeg bare helst holde jul med en lille skid på for at kunne modstå hysteriet.