Du er kendt som socialrealismens mester – men Rødovre Blues er på mange måder en langt mindre ’hårdtslående’ eller brutal bog end dine tidligere romaner. Vidste du fra start at den ville adskille sig på den måde? Og hvis ikke: hvornår gik det op for dig?
Jeg har aldrig forsøgt at være særlig hård eller hårdkogt, jeg har bare prøvet at være ærlig. Ikke hudløst ærlig som den fulde onkel, der ødelægger konfirmationen, bare ærlig. Og nogle af de menneskeliv, jeg har skrevet om, har været hårde. Og selv da har jeg forsøgt at holde igen.
Men ja, jeg tror der er mange, der vil blive overraskede denne her gang. Som måske tænkte, at jeg var en lidt for bitter pille at sluge (og hvorfor betale penge for at få det dårligt?), men som vil kunne lide denne her bog. Og samtidig tror jeg, at folk der har læst mig før og har været med siden den første bog, vil kunne genkende min måde at se mennesker og verden på. Og påskønne, at jeg egentlig bare gør, hvad jeg altid har gjort – jeg bestræber mig på at holde mig tro mod mine karakterer og holde mig selv ude af ligningen. Jeg prædiker ikke og fortæller ikke, hvad du skal synes om noget som helst.
Men hvis der er noget, jeg gerne tager på min kappe, er det, at Rødovre Blues unægtelig er varmere end noget, jeg har skrevet før. Jeg havde brug for at behandle de her mennesker med varme, hvis de skulle åbne sig for mig.
Og lige nu tror jeg sådan set også, at varme er en mangelvare. Ikke sukkersød falskhed og det hele skal nok gå, men reel varme. Hele verden har brug for et karbad og en peberbøf og det eneste, jeg har kunnet gøre, er at skrive en bog.
Hvordan er romanens karakterer opstået?
Jeg kan ikke skrive om karakterer, jeg ikke føler er en del af mig. Jeg kan nogle gange hade det, mine karakterer gør. Men det er jo heller fordi, jeg er helt tosset med alle sider af mig selv.
Margrethe stod helt tydeligt for mig meget tidligt. Det var ideen om hende, der startede det hele. Jeg kunne godt lide hende, jeg kunne godt tænke mig at ryge en Cecil med hende. Jeg ville helt sikkert være vildt uenig med hende om mange ting.
Jeg så hende for mig, hvordan hun kunne fremstå så helt utroligt almindelig, en kvinde man aldrig ville bemærke, hvis man så hende på gaden. Men samtidig havde jeg en klar fornemmelse af hendes styrke. Og tænkte, at det ville være en rigtig skidt ide at undervurdere hende.
Romanens andre karakterer kom til for at komplementere hende. De var udkrystalliseringer af forskellige sider af hende. De kom til for at være katalysatorer for hendes rejse eller udvikling. Men hvis jeg har gjort mit job ordentligt, er de blevet til hele og fulde mennesker på deres egne præmisser, og nu er der ikke nogen af dem, jeg ville undvære.
Og så er der settingen! Hvorfor lige Rødovre?
Hvis du er opvokset på Vestegnen, er hele det fine københavnske så utroligt tæt på, de gastronomiske fastelavnsboller, naturvinsbarerne på Vesterbro, du kan fræse derind på en boret knallert, eller sidde tyve minutter i et S-tog – men du er stadig ikke en del af det. Det er så tæt på og så alligevel ikke. Hvis du ser på lidt større byer som New York eller bare Berlin, ville Rødovre og Hvidovre ikke engang betragtes som forstæder, de ville ses som ret forbandet tæt på centrum. Og mentaliteten ville følge med. Du ville føle dig cool as fuck med en marginalt lavere husleje. Men ikke her, ikke i Danmark. Her er det en anden verden.
Jeg var interesseret i den kultur der var så tæt på centrum, lige på kanten, udkanten og stadig helt sin egen.
Jeg er selv fra Brønshøj. Hele min barndom var det enten Kbh. K man tog ind til – eller ud til Rødovre. Vi boede i Bjarne Reuter-land med Københavns ældste kirke. Vi boede enten i det mest ydre København, eller den mest centrale forstad. Min kæreste er fra indre Frederiksberg, og når hun skulle besøge Magasin, kaldte de det aldrig ”at tage ind til byen”. Det gjorde vi i Brønshøj.
Da jeg gik i gymnasiet, og det blev fredag, snakkede vi altid om at gå i byen, tage ind til byen, til nogen af de der smarte steder, eller tage ud på staden og ryge et seriøst kræmmerhus, og vi gjorde det også nogle gange, men oftest gik vi på et af de lokale værtshuse, der er så mange herude. Gode værtshuse. Vi gik på Gerts Vinstue, vi gik på Vallø, der nu er blevet til en bistro. Vi gik på Bergs og raflede.
Vi drak på tålt ophold, men lærte hurtigt at måden at blive semi-accepteret på var, at bestille en porter og sætte Roy Orbison på jukeboksen. Man råbte ikke op, man troede ikke, man ejede stedet, ligegyldigt hvor meget man havde drukket, nej, man styrede sin brandert. Man drak som Bogart og blev behandlet som voksen, hvis man opførte sig ordentligt, og så var ens alder underordnet. Og så stavrede man halvblind af druk hjem gennem villavejene. Det var alt sammen meget lærerigt.
Det er min baggrund. Født og opvokset et sted i midten.
Jeg fik lyst til at skrive om Vestegnen og Rødovre, fordi jeg både følte, jeg troværdigt kunne beskrive det fysiske sted uden at karikere det, fordi jeg kendte det bedre end halvt, men også fordi det interesserede mig som sindbillede. Alle lokationerne i mine bøger er lige så meget formet af sindstilstande som af virkeligheden. De er beskrevet gennem øjnene, der ser dem.
Margrethe er hjemmehjælper, og hun er vel at betragte som: lavere middelklasse. Men hvor meget handler romanen egentlig om klasse?
Klasse er sådan et flydende og diffust begreb. Jeg vil personligt hellere have en pil gennem hovedet end at betegne mig selv som en del af den ”kreative klasse.”
For mig handler romanen mere om kultur. Og om tiden vi lever i og om at føle, at man ikke længere er en del af sin egen samtid. Den handler om at føle sig ved siden af eller sat af. Om at prøve at finde eller genfinde meningen med det hele, selvom alt lader til at være kørt af sporet.
Den handler om at spise en tartelet, uden at det er halvironisk eller føle behovet for at afholde et mesterskab.
I skrivende stund er romanen endnu ikke udkommet. Har du haft læsere på endnu – og hvordan har deres reaktioner været?
Jeg holder altid kortene meget tæt ind til kroppen, når jeg skriver, og indtil jeg udkommer –
Min kæreste, min agent, min redaktør – den hellige treenighed læser først, og selv de læser sent. Men nu er der også andre, der har læst med, og de læsere har forstået, hvad jeg ville, hvad jeg prøvede på. Og det er det vigtigste for mig. Meget vigtigere end, om de kan lide det, de læser, eller ej.
