Du har skrevet to romaner om H.C. Andersen – og nu kaster du dig over et andet dansk koryfæ, Martin A. Hansen. Hvordan finder du modet til at kaste dig over de her klassiske forfatterskaber?

Som jeg ser det, så er der groft sagt to måder hvorpå man bliver forfatter. Den ene er, at man bare gerne vil fortælle – og måske ovenikøbet gerne vil fortælle om sig selv. Den anden er, at man er blevet forfatter, fordi man holder rigtig meget af litteratur.

Jeg er en af dem, der er læser, før jeg er forfatter. Det at læse er en nødvendighed og en fuldstændig integreret del af min dagligdag, og jeg læser megen ny litteratur, men jeg genlæser også ofte klassikere – og jeg ved derfor også, at jeg står på ryggen af mange af de klassiske forfattere, herunder H.C. Andersen og Martin A. Hansen.

Så når jeg finder modet til at kaste mig over dem i min egen skrift, så er det i sidste ende af respekt overfor dem og deres værk, og den betydning, det har for mig. Og jeg har taget ret langt tilløb til begge projekter.

Er det en art kærlighedserklæring, når du med Sandøs rose kaster dig over Løgneren?

Ja, det er det. Med Sandøs rose forsøger jeg at kaste et nyt blik på Løgneren, på hvor fantastisk et værk det er – og ikke mindst: hvor fantastisk en karakter Annemari Høst er.

Skulle jeg nævne de tre bedste kvindeportrætter i dansk litteratur, så ville det være Jakobe fra Henrik Pontoppidans Lykkeper, Marie Grubbe fra JP Jacobsens Fru Marie Grubbe – og altså: Annemari Høst.

Hvor de to førstnævnte er fuldstændig udfoldede som karakterer – altså, forfatterne har fulgt dem helt til dørs, så de er afrundede i karakter og livshistorie – så er Annemari anderledes skitseret, og Martin A. Hansen slipper hende på et tidspunkt, hvor vi ikke ved, hvad der sker med hende sidenhen.

En anden forskel på Annemari og de andre kvindeskikkelser er, at hvor Jakobe beskrives som kvik og dannet, men ikke særligt køn og Marie Grubbe omvendt beskrives som en attraktiv pige og kvinde, men ikke særlig kløgtig, så er Annemari noget så sjældent indenfor litteraturen som en kvindeskikkelse, der er både smuk og klog. Det er en del af hendes store fascinationskraft, at hun bliver beskrevet som Sandøs rose - altså hun er den på Sandø, som alle vender sig efter, som alle holder øje med, både kvinder og mænd. Og så beskrives hun samtidig som den dygtigste elev, Johannes Vig har haft på skolen.

Derudover har hun i sin karakter en fremdrift, en vilje og en handlekraft, som også er sjældent set i et portræt af en kvinde i en bog fra 1950’erne. Hun indeholder konturerne af en meget mere moderne kvinde.

Alt det har gjort, at jeg aldrig rigtig har kunnet slippe hende. Hun har levet videre i min bevidsthed.

Ja, og i nogle tilfælde skriver du også noget af det ’skitserede’ ud – altså: du fylder på karakteren med elementer, der kun antydes i Løgneren. Hvordan har det været at arbejde med de scener?

Jeg har jo på en gang fået et stort benspænd og et stort afsæt, for når der fx i Løgneren ganske kort på to linjer står, at Annemari læste i byen inde på fastlandet, så vokser det automatisk for mig. Så ser jeg scenerne. Jeg ser hvad der foregår, og det gør jeg også fordi jeg laver et psykologisk ræsonnement baseret på den måde, hun opfører sig på, når hun kommer tilbage til Sandø. Det er jo et resultat af, at hun har mødt en anden verden, som hun ikke kan slippe, men uvægerligt vil længes efter. Og den anden verden giver jeg jo så mit bud på, hvordan har set ud. At hun går på konditori, at hun er til koncerter med mere moderne musik end den, de spiller på kroen på Sandø. De billeder vokser frem af to linjer i Løgneren.

Og det er jo også fordi Løgneren er så kondenseret et værk, der står jo så utrolig meget mellem linjerne. Det er jo noget så sjældent som en livsklog bog.

Livsklog, ja – men: det er også en roman, som mange har fået, så at sige, proppet ned i halsen i en alder, hvor de ikke har været helt klar til den – fordi det har været en bunden skole-bog. Det gælder også dig selv?

Ja, det gør det! Det var i folkeskolen, hvor Løgneren var min dansklærers yndlingsbog. Han havde læst den mere end 20 gange, og mente også, at 9.c skulle læse den. Det var jeg på ingen måde klar til, og jeg kom aldrig længere end første kapitel. For mig var det tåget i mere end én forstand, men da jeg frivilligt gik i gang med den en håndfuld år efter, forstod jeg, hvorfor romanen er et mesterværk. Den kræver blot en vis menneskelig modenhed og læsefærdighed for til fulde at forstå og værdsætte. Den bliver kun bedre med alderen. Men ja, mange har nok fået den serveret for tidligt. Dermed er det også Jesper Wung-Sung, 15-16 år, der taler, når første sætning i Sandøs rose lyder: ”Den forbandede tåge.”

Nu er Martin A. Hansen ikke længere en del af skolernes litteratur-kanon. Det har du jo ikke vidst, da du gik i gang med Sandøs rose. Men hvad betyder det for dig – og hvad betyder det for din roman?

Selvom jeg helt overordnet selvfølgelig anerkender det vanskelige ved i det hele taget at fastsætte en kanon, så synes jeg da i allerhøjeste grad, at det er en fejl at skrive Martin A. Hansen ud af den. Der er selvfølgelig dele af hans forfatterskab, som er støvet og bedaget. Men en forfatter, der har skrevet et værk, som betyder så meget for så mange mennesker, altså: et værk som mange genlæser i marts år efter år! Det er jo en kultroman! Og hvor mange har vi af dem?

Så ja, jeg synes, det er en kæmpe brøler at fjerne Løgneren fra kanon. Og ja, en del af min mission er jo så blevet at få Martin A. tilbage i kanon!