Hvor kom idéen fra til at skrive om en billedkunstner – og hvad tiltrak dig ved det?

Jeg er generelt fascineret af kunstnerisk skabelse, og denne gang havde jeg lyst til at dykke ned i en kunstart, jeg ikke kender indefra. Jeg fik undervejs i min skriveproces lov at besøge billedkunstner Emily Gernild i hendes atelier, stille hende en masse spørgsmål og gå på opdagelse i hendes værktøj og materialer. Det var en kæmpe gave og ekstremt lærerigt og sanseligt. Det fysiske og taktile er dominerende i billedkunsten, og det elsker jeg. Materialet er synligt. Lærreder, maling. Det hele kan berøres, duftes. På en helt anden måde end når jeg sidder med min computer, og alligevel er der vildt mange ligheder i skabelsesprocessen, fandt jeg jo ud af.

Ultramarin veksler mellem hverdag og noget mere mystisk. Hvordan arbejder du med det skifte i teksten?

Jeg elsker, at temafester og bodegacrawl og studiestart og vuggestueindkøring kan stå side om side med sprækker til noget, der er større, end vi fatter. Det metafysiske eller mystiske var ikke noget, jeg havde planlagt, det voksede ligesom frem midt i et hyper-realistisk og genkendeligt univers, og jeg måtte bare gå med det, og på den måde har teksten ført mig nye steder hen. Det er det bedste, når det sker.

Hovedpersonen skal lave et værk til et naturhistorisk museum. Hvordan har du brugt viden om natur og videnskab i romanen?

Jeg har brugt de videnskabelige elementer enormt frit. Så faktuel viden om fx vand og dets måde at opføre sig på flyder frit sammen med metafysik og forbindelser, jeg selv har opdigtet. Jeg har suget alt muligt til mig - filosofi om tid, citater fra andre romaner, myter, bibelcitater og ladet dem kaste betydning ind i min egen fortælling. Romanen er en stor broget blanding af alt, hvad jeg synes er interessant, og jeg har haft det vildt sjovt med at skabe et univers, der kan rumme alt muligt forskelligt.

Hvad betyder titlen Ultramarin for dig – og hvorfor faldt valget på netop den farve?

Titlen peger i flere retninger. De fleste tænker nok på den intense blå farvetone, og den taler selvfølgelig ind i hele billedkunstsporet. Direkte oversat betyder ultramarin ”hinsides havet”, og det åbner for et væld af betydninger. Det peger konkret på, at den halvædesten, man oprindeligt fremstillede ultramarin af, var meget kostbar og skulle sejles ind via Silkevejen, langt langt væk fra. Samtidig ligger der i ordet ”hinsides” også noget transcenderende eller ligesom overskridende, som passer godt til romanens metafysiske lag. Ligesom vand og hav jo spiller en rolle på flere måder.

Dagny bliver mindet om noget fra sin ungdom, der pludselig vækkes igen. Hvad fascinerer dig ved erindringer?

Jeg er optaget af de episoder eller møder, som bliver afgørende for, hvem vi er som mennesker. I den tidlige ungdom er der en åbenhed over for omverdenen, noget ufærdigt og luftigt indeni, som gør dig modtagelig på en særlig måde. Jeg kan stadig genkalde mig detaljerede replikudvekslinger og følelser fra lige præcis den tid. Det interesserer mig. Hvem er jeg? Den der identitetssøgen er spændende, og hvordan andre mennesker – måske også uden at vide det – kan få enorm indflydelse. Dagny modtager en mystisk seddel, og pludselig er hun tilbage til skelsættende møder med Frans, Benjamin og Silva, som jo på hver deres måde bliver kernepersoner i hendes liv.

Hvad håber du, læseren tager med sig fra Ultramarin?

Jeg håber, romanen er lige så lystfuld og dragende at læse, som den har været at skrive. Og som altid, når jeg skriver, er det jo en stor glæde, hvis nogen bliver rørt eller ramt eller føler sig genkendt.

Der er meget begær og kraft i bogen – både fra naturen og mellem mennesker. Hvad vil du gerne sige med det?

Begær er en drivkraft i al min skrift, måske fordi begæret er tæt forbundet med en intens følelse af at være i live. I Ultramarin har vi både forelskelsen eller det fysiske, erotiske begær efter et andet menneske og så i høj grad også begæret efter at skabe – både kødelig skabelse i form af et barn, og den kunstneriske skabelse. Hvordan flyder de her former for begær sammen, og hvordan forstyrrer de hinanden? Der er urkræfter på spil, når begæret raser i en krop, og denne gang er de urkræfter forbundet til naturen på en anden måde, end jeg før har beskrevet det.

Du har tidligere skrevet om unge kvinder i forandring. Ser du Ultramarin som en fortsættelse af dine tidligere bøger – eller som noget nyt?

Ultramarin trækker tydelige tråde til flere af min bøger, især Tour de chambre – også helt bogstaveligt, hvis man læser godt efter. Jeg har jo et ungdomsspor med studiestart, fester, forelskelser og spirende venskaber, og en hovedperson, der på flere måder oplever en vækkelse lige her omkring 20-årsalderen. Samtidig er der et nutidsspor, hvor moderskabet er et afgørende bagtæppe for alt, hvad der sker, og så er der dukket disse åbninger op mod noget uforklarligt, noget der gennemstrømmer og forbinder alting. Og et spændingselement eller i hvert fald noget suspense, som jeg ikke har arbejdet med før. Så jeg har i processen både befundet mig i noget, jeg kender enormt godt, og noget der har været helt nyt. Det har været en skidesjov bog at skrive, meget lystfuld.