DET HJERTET IKKE VIL SE kredser om det, vi som mennesker kan være nødt til ikke at se for at overleve. Hvornår gik det op for dig, at netop fortrængning skulle være et bærende tema i romanen?

Tidligt. Det hele centrerede sig om et stort ubehag op til en operation, som viste sig at rumme flere lag. Jeg oplevede, at der var en ung pige i mig, hvis stemme aldrig var blevet hørt, kun dækhistorien om, at alt var fint. Det gjorde mig både forvirret og fagligt nysgerrig. Hvis jeg – som erfaren traumebehandler – kan bære uerkendte oplevelser med mig, må der være mange andre, som kan spejle sig i det.

Alva, hovedpersonen i din roman, beskriver i mange år Aksel som sin redning og sit anker i en kaotisk ungdom. Hvorfor er det så svært – også mange år senere – at ændre fortællingen om den, der engang gav tryghed?

Relationens grundfortælling var igennem mange år kærlighed, og at hun var værdifuld og elsket. At ændre den som voksen betyder også at turde se på, om hun virkelig var elsket – eller blot sårbar. I en tid med tab, kaos og depression var båndet livsnødvendigt. Aksel var redningen i hendes livsnarrativ, og at ændre det kræver, at en grundsøjle i identiteten skiftes ud.

Hvad håber du, læseren forstår om grooming, når omsorg og krænkelser flettes sammen?

At grooming er giftigt, netop fordi det udnytter menneskers behov for omsorg og tilhør. 

Groomeren tilbyder det savnede – ofte til udsatte mennesker – men på et manipulerende grundlag. Der kan være følelser involveret, men relationen er aldrig ligeværdig. Den groomede søger kærlighed og anerkendelse, mens groomeren får opfyldt helt andre behov, og derfor kan manipulationen stå på i lang tid.

Alva er selv psykolog som voksen. Hvad giver det fortællingen, at hun både er professionel hjælper – og samtidig dybt præget af sin egen historie?

Det understreger det fællesmenneskelige: at ingen går fri. I bogen følger man både Alvas egen proces og hendes arbejde i klinikken. Det giver et dobbeltblik på, hvordan gamle krænkelser kan leve med et menneske gennem et helt liv – også mens familie, arbejde og relationer fungerer. De parallelle processer giver læseren mange muligheder for identifikation.

Hvorfor er det kroppen – og ikke hukommelsen – der først reagerer hos Alva?

Fordi sindet ofte fortrænger det ubærlige og skaber et spiseligt narrativ. Kroppen reagerer derimod på det, der minder om tidligere trusler – også subtilt. Alvas krop har reageret før, men først ved operationen var der rum til at lytte. Da hun gør det, blandt andet via terapimetoden EMDR, begynder erindringerne langsomt at træde frem.

Kan man elske én, der har krænket én – og hvad gør det ved skam og skyld?

Ja, paradoksalt nok. Følelserne kan løbe ad parallelle spor: ét der mærker, at noget er forkert, og ét der har brug for varme og tilknytning. Skammen opstår, når kærlighed kræver, at man accepterer præmisser, der føles forkerte. Med hensyn til skyld, så er det ikke i relationen til Aksel, at Alva oplever skyld, men derimod overfor hans kone Kirstine, som hun i alle årene har været overbevist om at hun bedrog. Skyldfølelsen holder helt frem til at hendes terapeut dels påpeger, at hun jo var et barn, der havde brug for hjælp, ”ellers havner man ikke hos en plejefamilie!”, dels fremsætter teorien, at Kirstine måske godt vidste at det skete, og lod som ingenting. 

Hvad var sværest at skrive i en roman, der ligger så tæt på virkelige psykologiske erfaringer?

Skammen. Frygten for at udlevere sig selv og bryde en tavshed. Især de fysiske aspekter af misbruget var svære at formulere. Også beskrivelser af familiemedlemmer var vanskelige – som at bryde en loyalitetspagt, selv om det skrevne var sandt.

Hvilken samtale håber du, bogen sætter i gang hos læserne?

At menneskeliv rummer mange lag, og at krænkelser kan ramme alle – også ressourcestærke mennesker. Og vigtigst: at tavshed kan brydes. Det er aldrig for sent at arbejde med gamle krænkelser, sætte ord på det svære og dermed bryde mønstre, der har levet i generationer.