Mød Matt Coyne i et personligt interview om venskab på tværs af generationer, sorg, håb - og hvorfor Red minder så meget om hans egen søn.
1. Frank og Red er meget forskellige mennesker, som udvikler et uventet venskab. Hvad var det ved netop den relation, der inspirerede dig til at fortælle denne historie?
Den første gnist kom, da jeg læste om et plejehjem i Tokyo, som var blevet kombineret med en børnehave, og om hvor meget både de ældre beboere og børnene så ud til at få ud af at være sammen.
Det rørte mig utrolig meget: Tanken om, at to grupper mennesker, som så ofte holdes adskilt – de unge og de gamle – kunne få noget frem i hinanden, som ingen andre helt kunne.
Det blev udgangspunktet for Frank & Red. De er adskilt af alder, temperament, livserfaring og verdenssyn, men de sidder begge fast. Frank sidder fast i sorgen og rutinerne, mens Red sidder fast i en stor og forvirrende forandring i sit eget lille liv.
Jeg kunne godt lide tanken om, at ingen af dem har redskaberne til at hjælpe sig selv, men at de på en eller anden måde – ved at irritere hinanden nok til at komme i bevægelse – hjælper hinanden med at tage de første skridt fremad.
2. Romanen balancerer humor med mere alvorlige temaer som sorg, ensomhed og forandring. Hvordan fandt du den rette balance mellem de to?
For mig har humor og sorg aldrig føltes som modsætninger. I det virkelige liv sidder de som regel lige ved siden af hinanden, ofte på det værst tænkelige tidspunkt. Begravelser er sjove. Hospitaler er sjove. Sorg er fuld af besynderligt bureaukrati, akavede samtaler og mennesker, der siger præcis det forkerte med de allerbedste intentioner.
Så jeg ønskede ikke, at humoren skulle undergrave de alvorlige dele, eller at de alvorlige dele skulle kvæle humoren. Jeg ville have, at de eksisterede side om side på en måde, der føltes sand. Frank sørger, og det er virkeligt, men han er også en gnaven gammel mand, hvis liv bliver invaderet af en seksårig tornado. Det er sjovt.
Det vigtigste var at sikre, at humoren udsprang af karaktererne og ikke af vittigheder for vittighedernes skyld.
3. Red er kun seks år gammel, og alligevel har han en så markant stemme og personlighed. Hentede du inspiration fra rigtige børn – måske endda din egen søn?
Ja. I meget høj grad. Min søn Charlie er i den grad Red. Han var præcis samme alder som Red, da jeg skrev bogen, og han havde den helt særlige blanding af nysgerrighed, sødme, intelligens, kærlighed og komplet vanvid, som jeg gerne ville give Red. Han kunne være utrolig sjov, kærlig og klog, og samtidig – fordi han var seks år – monumentalt irriterende. Og jeg tror, det er dér, sandheden om børn ofte findes.
Nogle gange føltes det næsten som snyd, fordi jeg kunne tage små stykker af mit eget liv med min lille dreng og lægge dem direkte ind på siderne. Der er en samtale i bogen mellem Red og hans mor om, hvem der ville vinde en kamp mellem en haj og en gorilla iført en rustning. Det var helt bogstaveligt en samtale, jeg havde med Charlie den samme morgen, på præcis... (interview fortsættes herunder)
"Citat: Matt Coyne
"
Charlie tegnede endda dinosaurtegningen, som optræder i bogen som Reds gave til Frank, og det er en af mine yndlingsdetaljer. Så Red er fiktiv, men der er virkelig meget af min søn i ham: nysgerrigheden, kaosset, ømheden og den vidunderlige evne, børn har til at vælte hele din dag med dumme spørgsmål – og hele dit liv med et andet perspektiv.
4. Frank kæmper med at finde sin plads i en verden, der tilsyneladende forandrer sig omkring ham. Hvor meget af hans frustrationer og refleksioner kan du genkende hos dig selv?
Mere, end jeg nok burde indrømme. Jeg er ikke helt så gnaven, men jo ældre jeg bliver, desto mere genkender jeg den følelse af, at verden bevæger sig videre uden at spørge om lov.
Jeg tror, at alle når til et punkt, hvor en del af det moderne liv begynder at føles, som om det er skabt af og til nogle andre.
Sproget ændrer sig, reglerne ændrer sig, teknologien ændrer sig. Og pludselig tager man sig selv i at tænke: »Vent lige lidt, hvornår skete det her? Hvorfor blev jeg ikke spurgt?«
Når det gælder Frank, er hans frustration dog i virkeligheden sorg i en dårlig forklædning. Han er ikke bare irriteret over den moderne verden. Han er bange for den, fordi den person, som hjalp ham med at forstå den, ikke er der længere.
Verden føles fremmed, fordi hans liv er blevet fremmed. Jeg tror, det var den følelsesmæssige sandhed, jeg genkendte i ham: at når mennesker virker vrede, stædige eller besværlige, er de i virkeligheden ofte fortabte.
Så ja, der er helt sikkert noget af mig i Frank. Ikke det hele, heldigvis, men nok til, at jeg forstår ham. Hans irritation, hans mistro til forandring, hans længsel efter, at tingene føles enklere, og under det hele hans frygt for at blive efterladt – og for det, der måske gemmer sig »på den anden side af lågen«.
5. Hvad håber du, læserne tager med sig fra Frank & Red, når de vender den sidste side?
Jeg håber, at læserne lukker bogen med følelsen af, at Frank og Red bliver hos dem et stykke tid. Det er altid drømmen, at karaktererne føles virkelige nok til på en måde at fortsætte deres liv, efter bogen slutter.
Jeg tror, jeg håber, at læserne tager tanken med sig om, at det aldrig er for sent at blive forandret af et andet menneske. Venskab og kærlighed kan dukke op på det forkerte tidspunkt, i den forkerte form og fra den mest usandsynlige kant – og alligevel være præcis det, man har brug for.
Og jeg håber, de går fra bogen med en følelse af, at der selv i livets sværeste perioder – sorg, ensomhed og forandring – stadig er plads til det absurde, til varme og til latter. Ikke fordi latter løser alting, men fordi den nogle gange får de tunge ting til at føles en lille smule lettere.
