af Helene Hjortlund
Helene Hjortlund (f. 1967) debuterede som forfatter med juleromanen En glasengel til jul, der blev shortlistet til Mofibo Awards. Hotel Limoncello er hendes anden roman og første bog i en serie, der foregår på Sicilien.
Sara føler, at livet er gået i stå efter tabet af sin mand. Hverdagen kører på autopilot, indtil en uventet opringning vender op og ned på det hele: Hun har arvet et gammelt hotel på Sicilien med citronlund og udsigt over Middelhavet.
Pludselig står hun over for et valg mellem tryghed og forandring – og spørgsmålet er, om hun tør tage springet og begynde forfra.
Hotel Limoncello er første bind i en varm feelgood-serie om familie, venskaber og nye veje i livet.
Vi har talt med Helene Hjortlund om feel-good-romanen og tankerne bag bogen.
Hvordan opstod idéen til Hotel Limoncello – og hvorfor skulle historien foregå netop på Sicilien?
Jeg var nysgerrig på en hovedperson, der var lidt ældre end de sædvanlige i en klassisk feelgood-roman. Alt hvad jeg har skrevet indtil videre, skriver på eller har ideer til, foregår i udlandet – ikke kun Italien, men også England for eksempel. Det er nok min egen hang til eskapisme og udlængsel, der ligger til grund.
Jeg overvejede forskellige steder bl.a. omkring Napoli og Amalfikysten, men det endte altså med at blive Sicilien, fordi øen er helt speciel og byder på en skøn autenticitet.
Jeg havde besøgt Sicilien tilbage i 90’erne, men genbesøgte den for et par år siden og fik bekræftet, at det var det helt rigtige sted. Jeg har netop været tilbage i februar, da jeg skulle i gang med at skrive på 2’eren til Hotel Limoncello.
Du har selv boet i Italien og læst italiensk på universitetet. Hvor meget af dine egne oplevelser og stemninger har fundet vej ind i bogen?
Utrolig mange! Jeg har jo et langt liv med oplevelser med Italien bag mig. Jeg besøgte landet for første gang som 17-årig, da jeg havde to veninder, der var lidt ældre, og som boede der. Jeg blev blæst fuldstændig bagover, da jeg steg ud af toget på Stazione Termini i Rom og elskede byen fra første øjekast.
Så jeg rejste tilbage igen efter gymnasiet for at være au-pair. Det holdt så kun tre måneder, men jeg blev der i næsten to år og lærte italiensk.
Og er kommet tilbage flere gange for at bo der – bl.a. da jeg skulle skrive mit speciale på uni. Her fulgte min mand og datter med – hun var kun 2 år dengang.
Så man kan sige, at Italien altid har spillet en stor rolle i mit liv på den ene eller anden måde, og derfor er det også et naturligt valg for mig at have en romansetting der, for jeg kender virkelig kulturen, landet og menneskene godt.
Sara befinder sig et sted i livet, hvor hun føler, at alt er gået lidt i stå. Hvad gjorde hende interessant for dig som hovedperson?
Jeg er meget optaget – og til tider næsten provokeret – af al den snak om, hvornår man kan gå på pension. Jeg synes, det virker så trist, at man bare skal ”holde ud” på arbejdsmarkedet, til det kan lade sig gøre.
Derfor føler jeg det meget forfriskende at have en hovedperson, der i en alder af 63 år tør tænke livet anderledes og tro på, at hun har mange år foran sig, hvor hun kan arbejde – så meget som hun nu orker og med den hjælp, hun har brug for.
(Interviewet fortsættes længere nede)
Herunder kan du læse et uddrag af bogen og møde Sara, der pludselig står med nøglerne til et gammelt hotel under den italienske sol. Forfatter Helene Hjortlund henter inspiration fra sine mange år i Italien, og det mærkes i både stemningerne, omgivelserne og kærligheden til det italienske hverdagsliv.
Romanen handler meget om nye begyndelser – også senere i livet. Hvor vigtigt er det tema for dig personligt?
Det er et vigtigt tema, fordi jeg dybt inde tror på, at vi hver især kan starte forfra, hvis vi vil, og at vi dybest set udvikler os hele livet igennem. Men vi skal turde lytte for at sætte gang i en forandring, for gud, hvor er det dog meget nemmere bare at gøre det, vi plejer.
Du sprang selv ud som forfatter som 58-årig. Kunne du genkende noget af Saras mod og usikkerhed i din egen rejse?
Nej, egentlig ikke. Jeg har hele tiden følt, at jeg bevægede mig i denne retning uden egentlig at tænke ret meget over det. Det kom ligesom af sig selv.
Sara står i et dilemma mellem hensynet til familien og ønsket om at vælge sig selv til. Hvorfor tror du, det kan være så svært for mange kvinder?
Vi er opdraget til at passe på vores børn. Vi ønsker at være der for dem uanset hvad – hele livet igennem. Det er ikke kun børnenes behov, men også vores.
Ligefrem at vælge at flytte til et andet land, langt væk må være en svær beslutning. Saras datter tager det heller ikke så pænt til at starte med. Men jeg har respekt for, at man kan finde en ordning, hvor man kan være noget både for sig selv og for familien. Her må man nok ty til et kompromis.
Du har fortalt, at du elsker den svenske feelgood-tradition. Hvad bliver du særligt inspireret af her som genre?
Ja, jeg er helt og aldeles feelgood-forfatter. Ikke romance, men feelgood. Det er vigtigt for mig at understrege, for der er stor forskel på de to genrer. En såkaldt romancehistorie har kærlighedsplottet mellem to mennesker som hovedhistorien hele bogen igennem, det har en feelgood historie ikke.
Det kan være et bispor, men er aldrig hovedsporet. Hovedsporet er relationer og ofte en kvindes udviklingsrejse. En feelgoodroman ender altid med et lys for enden.
I den svenske tradition findes både den lette og underholdende retning, men også en mørkere og tungere retning, hvor temaer som død, sygdom, skilsmisse behandles. I Sverige er der meget respekt omkring feelgood. Da vi ikke rigtigt har fået bygget en dansk feelgood tradition op, hælder jeg meget til den svenske, som virkelig er velfunderet.
Der er så mange dygtige svenske feelgoodforfattere, og jeg ser meget op til bl.a. Emma Hamberg men også Karin Härjegård, som er vanvittig dygtig. Jeg har været i Sigtuna ved Stockholm til feelgoodfestival to gange, og det var utrolig inspirerende.
Du har tidligere arbejdet med kommunikation og driver også skriveuniverset “Skriv med hjertet”. Hvordan har de erfaringer påvirket dig som skønlitterær forfatter?
Det har givet mig tillid til at skrive. At bruge mine ord. Arbejdet med kommunikation lærte mig at skærpe mit fokus, at vinkle en artikel, mens Skriv med hjertet er skrivning, der kommer et andet sted fra.
Her arbejder jeg med flowskrivning, og det er simpelthen den måde, jeg selv skriver på. Det er jeg efterhånden blevet klar over, men det var jeg ikke i starten.
Jeg planlægger meget lidt, når jeg skriver, da jeg faktisk har en grundlæggende tillid til at historien selv finder vej, hvilket den gør. Intet pres. Skrivningen er mit frirum og kreative rum. Så anderledes fra alt andet i mit liv.
Hotel Limoncello er første bind i en serie. Vidste du fra begyndelsen, at Saras historie skulle fortsætte?
Da jeg først var kommet i gang, var jeg ikke i tvivl om at det skulle blive til en serie. Jeg har netop lagt sidste hånd på Limoncello 2, der hedder Pigen fra Palermo, som kommer til oktober og har allerede masser af ideer til 3’eren. Jeg elsker den verden, jeg har fået bygget op og karaktererne.
Til sidst: Hvis du selv arvede et lille hotel med citronlund på Sicilien - ville du turde tage springet?
Godt spørgsmål. Min drøm er forfatterdrømmen. Jeg har ikke selv drømt om at bestyre et hotel, men jeg ville ikke have noget imod at sidde på Hotel Limoncello og skrive. Måske kunne jeg blive veninder med Sara og Writer in residence 😉
Forfatteren bag Hotel Limoncello oplæser et afsnit af hendes nye feel-good-roman.
Lyt med her.
